Norge lukker folkeskoler: Privatskolerne boomer

Privatskolerne i Norge har sat ny rekord. Halvdelen af alle nye skoler i landet er nu private, viser nye tal

På 10 år er det gået stærkt med skoleforandringerne i Norge.

En massiv vækst i antallet af privatskoler og en række folkeskolelukninger betyder, at nordmændene har sat ny landsrekord på området.

Antallet af privatskoler er på 10 år steget med 40 procent, så halvdelen af de nye skoler i Norge nu er private. Samtidig er der på 10 år lukket 430 folkeskoler. Bare i 2013 måtte 57 folkeskoler lade det ringe ud for sidste gang.

Det viser tal, som det norske Utdanningsdirektoratet har udarbejdet for avisen Klassekampen, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

26 nye privatskoler har foreløbig fået tilladelse til at åbne i år. Ni af dem er religiøse skoler, mens 13 er baseret på alternativ pædagogik, og fire har fokus på eliteidræt.

Udviklingen bekymrer Arbeiderpartiets Trond Giske, der var vidensminister i den første periode af den forhenværende rød-grønne regering.

- Der kan være forståelige årsager til, at lokalsamfund ønsker at beholde en skole, og man derfor benytter sig af de muligheder, man har, siger han ifølge NTB til Klassekampen.

- Samtidig er det et dilemma, fordi det fratager kommunen muligheden for at styre skolestrukturen, tilføjer han.

Faldet i antallet af folkeskoler er en stor del af forklaringen på, hvorfor Norge har set den eksplosive stigning i antallet af privatskoler.

For i mange små kommuner er forældre gået sammen om at starte en privatskole, når kommunen har valgt at nedlægge en skole.

I alt er der 268 privatskoler i Norge. For 10 år siden var det tal 192.

Ifølge tal fra Undervisningsministeriet i Danmark kan man også spore en dansk stigning i antallet af privatskoleelever. Hver sjette elev i de danske 0.- 9. klasser møder til undervisning i en privatskole.

I 2008 var tallet knap hver ottende danske elev.

0 kommentarer
Vis kommentarer