Fjerntogene kører snart igen fra Nørreport

Efter otte måneders pause stopper fjerntogene igen på Nørreport Station i København fra 22. april

Øresundstog, IC-tog og regionaltog vil fra den 22. april igen køre til og fra Danmarks travleste station i hjertet af København.

De sidste otte måneder har fjerntogsperronen på Nørreport Station været igennem en gennemgribende renovering. Når passagererne stiger på det første fjerntog klokken 04.53 den 22. april, vil det være på en ny perron med bedre ventilation.

- Vi har lavet en omfattende og tiltrængt fornyelse af hele perronen, der har gjort den til et lysere og venligere sted, siger projektleder på Ny Nørreport, Mikael Bredsdorf fra Banedanmark, i en pressemeddelelse.

- De fleste husker nok perronen som brun og orange og temmelig mørk. Nu åbner vi en perron med nyt loft, nyt granitgulv og ny, lys beklædning på vægge og søjler. Belysningen er også væsentligt forbedret, tilføjer han.

Før perronen lukkede ned, brugte cirka 20.000 passagerer hver dag Nørreports fjerntogsperron.

Det er Københavns Kommune, DSB og Banedanmark, der i fællesskab ombygger Nørreport Station. Det er planen, at Ny Nørreport skal være færdig ved årsskiftet 2014-15.

0 kommentarer
Vis kommentarer