Enhedslisten: Kommuner må ikke tjene penge på at sylte syge

Det er en god forretning for kommunerne at lave ulovlig sagsbehandling af samfundets svageste - det hul i loven skal lappes nu, mener Enhedslisten

Hvis kommunerne laver fejl i sagsbehandlingen og borgerne klager til Ankestyrelsen og får medhold, så bliver de reelt ikke kompenseret økonomisk for de ydelser, de er blevet snydt for. Det er uretfærdigt, mener flere patient- og handicaporganisationer (Foto: Mika).
Hvis kommunerne laver fejl i sagsbehandlingen og borgerne klager til Ankestyrelsen og får medhold, så bliver de reelt ikke kompenseret økonomisk for de ydelser, de er blevet snydt for. Det er uretfærdigt, mener flere patient- og handicaporganisationer (Foto: Mika).

Hvis du klager over sagsbehandlingen i din kommune - og du får ankemyndighedernes ord for, at du har været udsat for fejl eller lovbrud - risikerer du alligevel at blive straffet økonomisk.

Det mener Enhedslisten er så uretfærdigt, at partiet nu har fremsat et forslag, der skal forbedre borgernes retssikkerhed, når kommunerne klodser i det.

- Hvis folk uretmæssigt får tilbageholdt sociale ydelser, eksempelvis sygedagpenge eller børnetilskud, så skal de kompenseres. Og uden at erstatningen modregnes som formue i de fremtidige ydelser, siger Finn Sørensen, der er socialordfører for Enhedslisten, til Ekstra Bladet.

Erstatning bliver modregnet
Hvis en borger i dag får ret i deres sociale klager, bliver en økonomisk kompensation regnet for at være en formue. Og formuer bliver som regel modregnet i den fremtidige kontanthjælp.

- Det er fuldstændig knald i låget og helt uretfærdigt. Det skal stoppes, så man ikke modregnes i kontanthjælp af de her tilbagebetalinger, mener Finn Sørensen.

Se også: Socialminister: Handicappede kan bare klage

Og socialordføreren forventer, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil gå ind for forslaget, fordi hun tidligere har udtrykt, at den nuværende lovgivning på området er uhensigtsmæssig:

- Jeg håber ikke, at hun vil løbe fra sine tidligere udtalelser.

- Det her vil kun koste 10 millioner kroner at lave om på. Og man skal jo huske, at det er penge, som borgerne har ret til.

Stadig gratis at lave fejl
Forslaget fjerner dog ikke kommunernes fordel ved at lave fejl og sylte borgere i ankesystemet i sager, der alene handler om personlig støtte eller hjælpemidler.

Så hvis en borger snydes for en personlig hjælper eller en kørestol et helt år, har det fortsat ikke nogle konsekvenser.

Se også: Minister vil opfordre kommunerne til at overholde reglerne

Og jo længere tid en sag om personlig støtte trækker ud i Ankestyrelsen, des flere penge sparer kommunerne. Enhedslisten er dog åben for også ændre lovgivningen på dette punkt:

- Det er klart, man skal fjerne kommunernes incitament til at lave fejl.

- Jeg ved ikke, hvordan det her problem præcist skal løses, men det lyder som noget, man burde kigge på, siger Finn Sørensen.

Ekstra Bladet har sidste på dagen fået en skriftlig kommentar fra beskæftigelsesministeren via hendes pressetjeneste:

- Jeg synes ikke, kontanthjælpsmodtager skal modregnes i kontanthjælp, hvis man har fået efterbetalt en ydelse på baggrund af, at man har vundet en klagesag i det offentlige. Derfor er jeg glad for, at et flertal af partierne nu ser ud til at bakke op om at få lavet om på det. Så må vi i samarbejde med de samme partier om at finde den fornødne finansiering, skriver Mette Frederiksen (S).

0 kommentarer
Vis kommentarer