Økonomer: Behovet for en ny politisk vækstpakke svinder

Dansk økonomi er i bedring, og dermed svinder behovet for en akut vækstpakke fra politikerne, mener økonomer

Behovet for en vækstpakke er faldet betragteligt siden vinter, fordi dansk økonomi har fået det bedre.

Det mener blandt andet økonomer fra Nykredit og Nationalbanken, skriver Jyllands-Posten.

Industrien, byggeriet og de mindre virksomheder i Håndværksrådet har ellers lagt pres på regeringen for at få tilskud og afgiftslempelser, der virker med det samme, med i den kommende pakke.

På forhandlingsbordet ligger nu blandt andet en forlængelse af boligjobordningen, der gavner specielt håndværkere, og lempelser af en række afgifter, som vil give industrien en umiddelbar saltvandsindsprøjtning.

Men behovet er ikke længere helt så akut.

- Nødvendigheden for en vækstpakke bliver mindre aktuel, hvis man ser, at nøgletallene bliver ved med at rette sig. Og det ser de ud til at gøre, siger Tore Stramer, chefanalytiker hos Nykredit, til Jyllands-Posten.

Morgenavisen Jyllands-Postens Økonometer består af 11 nøgletal, som er håndplukket af Nykredit til at give et nuanceret billede af temperaturen i dansk økonomi her og nu. Og strømpilen siger, at det siden nytår er gået langt bedre på flere centrale områder.

Blandt andet er der kommet mere gang i detailsalget og i antallet af nye jobopslag, mens antallet af fyringer falder.

Udviklingen dæmper behovet for tiltag designet til netop at holde liv i arbejdsmarkedet og styrke forbruget her og nu, mener Tore Stramer.

Nationalbankdirektør Lars Rohde advarede i sidste måned regeringen mod at sætte vækstpakker i søen, som, han mener, er for dyre og unødvendige, og som kan sætte for meget gang i dele af arbejdsmarkedet.

Både regeringen og Venstre fastholder dog, at der er behov for en vækstpakke og initiativer, der kan skabe nye job og bedre vilkår for virksomhederne på både kort og langt sigt.

0 kommentarer
Vis kommentarer