Aktivist om militæraktion: Kom an! Så kommer Putin

Ekstra Bladet i Ukraine: Prorussiske aktivister mener, at de har Putin i ryggen

(Foto: Jesper Braarud)
(Foto: Jesper Braarud)

En militær operation er sat i gang i den østlige Donetsk-region i Ukraine.

Det oplyser Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, mandag ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Det er anden gang siden mandag aften, at den ukrainske regering siger, at man har igangsat en 'fuldskala antiterror-operation.' Operationen er en trussel, der kan få det borgerkrigstruede østlige Ukraine til at koge over, og det kan være altødelæggende for de kommende forhandlinger mellem Ukraine, Rusland og Europa, der er de vigtigste parter i et EU-topmøde i Geneve nu på torsdag.

- Men der er intet sket, fortæller Ekstra Bladets journalist i Donetsk, Jesper Braarud.



Der sker ikke noget på Leninpladsen i Donetsk, hvor prorussiske aktivister har besat en bygning. (Foto: Jesper Braarud)
Der sker ikke noget på Leninpladsen i Donetsk, hvor prorussiske aktivister har besat en bygning. (Foto: Jesper Braarud)


- Der er intet at se i selve byen. Der er sådan set meget fredeligt på Leninpladsen, som er stedet, hvor den besatte regeringsbygning ligger, siger han.

En gruppe unge aktivister står på pladsen med hjelme på, i skrigende orange farver, men de er ikke bevæbnede og opfører sig heller ikke truende.

- Her er mest gamle kvinder og mænd i læderjakker, siger Jesper Braarud.

Bare kom an
Ekstra Bladets udsendte vovede sig tidligt mandag ind i den besatte regeringsbygning, hvor han fandt adskillige stærkt bevæbnede aktivister.

- Jeg spurgte dem, om de ikke frygtede et angreb fra Turtjynov. En af dem sagde direkte til mig: Det har vi hele tiden gjort - men de kan bare komme an, for så kommer Putin, siger Jesper Braarud.

Han mener ikke, at der er nogen tvivl om, at der er russere blandt aktivisterne.

- De er store som brød, taler russisk og har elefanthuer på. Det er en joke at tro, at det ikke er russere. Hvad skulle de ellers være?, siger han.

De prorussiske aktivister har primært koncentreret sig om at indtage politistationer, hvor der er adgang til våben.

- Og så handler det om, at når de har taget en bygning, så har de også overtaget 'voldsmonopolet,' siger han.





Brutale planer
Aktivisterne har i skrivende stund besat 12 bygninger i ti forskellige byer i det østlige Ukraine. Alle har valgt at ignorere Turtjynovs trussel en militær operation, der skal rømme de besatte bygninger.

Der har dog været sporadiske meldinger om vold tirsdag. Der er blandt andet forlydender om affyrede skud i byen Slavjansk, hvilket har fået den russiske udenrigsminister på banen.

- Det er uacceptabelt at bruge magt for at løse den nuværende situation i det sydøstlige Ukraine, siger Sergej Lavrov ifølge Interfax.

Omvendt advarer Ukraines præsident om Ruslands 'brutale planer'.

- De vil ikke bare sætte Donetsk-regionen i flammer, men hele syd og øst. Fra Kharkiv til Odessa, siger Oleksandr Turtjynov ifølge nyhedsbureauet AFP til det ukrainske parlament.

Specialtrænede Spetsnaz-styrker
Den militære operation har til hensigt at stoppe det, som præsidenten af den ukrainske overgangsregering kalder for et 'forsøg på et splitte Ukraine fra hinanden.'

Rusland og landets præsident, Vladimir Putin, har hele tiden benægtet at have noget at gøre med uroen. Det sker selv om både den amerikanske præsident Barack Obama, den danske udenrigsminister Martin Lidegaard og adskillige andre europæiske ledere mener, at Putin spiller en rolle i urolighederne.



De specialtrænede russiske Spetznat-soldater opererer i skyggerne. De er mestre i snigmord og beskidte tricks. (Foto: Grigoriy Sisoev)
De specialtrænede russiske Spetznat-soldater opererer i skyggerne. De er mestre i snigmord og beskidte tricks. (Foto: Grigoriy Sisoev)


Den danske generalmajor og senioranalytiker hos DIIS, Karsten Jakob Møller, som er ekspert i russisk politik, mener også, at Putins specialtrænede Spetsnaz-styrker opererer i det skjulte i Ukraine.

- Der er altså meget, som tyder på, at det her er koordineret fra Moskva. Det fungerer sandsynligvis på den måde, at de prorussiske grupper indtager en bygning. Efterfølgende dukker der så et par stykker op fra Spetsnaz, som så er med til at organisere bygningen, siger han mandag til Ekstra Bladet.

Udenrigsministeriet har netop opdateret sin hjemmeside, som nu fraråder alle rejser til Donetsk, Luhansk og Kharkiv.

1 af 2 Der er endnu ikke skyggen af en ukrainsk militær operation i Donetsk. (Foto: Jesper Braarud)
2 af 2 (Foto: Jesper Braarud)
0 kommentarer
Vis kommentarer