Flygtningehjælp om forskel på støtte: Noget er galt

Støtte til flygtninge svinger fra 85.000 til 6400 kroner per familie afhængig af kommunen

Der er markant forskel på, hvad flygtninge fra for eksempel Afghanistan, Syrien eller Irak kan forvente i støtte, når de kommer til Danmark.

Det viser en undersøgelse fra analysefirmaet LG Insight, der løser opgaver for kommunerne på blandt andet integrationsområdet.

Undersøgelsen afdækker, hvad kommunerne giver støtte til, når nyankomne flygtninge skal etablere sig.

I gennemsnit bruger kommunerne cirka 24.000 kroner per familie med to børn og to voksne.

De tre kommuner, der giver mest, giver henholdsvis 85.000, 55.000 og 54.000 kroner per familie.

Omvendt støtter de tre kommuner, der giver mindst, flygtningene med henholdsvis 3000, 5800 og 6400 kroner per familie.

Det tyder på, at der er noget galt, mener Dansk Flygtningehjælp.

- Når jeg ser tallene og de store forskelle kommunerne imellem, må jeg sige, at det ikke er realistisk, at flygtninge skulle have så forskellige behov, siger Mette Blauenfeldt, leder af Center for Udsatte Flygtninge under Dansk Flygtningehjælp.

- Vi er bekymrede for, om de i alle kommuner får den hjælp, de har brug for, for at de kan komme godt i gang i samfundet, siger hun til A4.

I hver ottende kommune giver man støtte til, at nye flygtninge kan anskaffe sig en computer, mens der kun gives støtte til at købe tv og telefon i seks procent af kommunerne, viser undersøgelsen.

- Mange flygtninge starter deres liv i Danmark uden telefon, computer og tv. Alligevel forventes man at være aktiv medborger fra dag ét. Der er behov for en drøftelse af, om etableringsgrundlaget gør aktivt medborgerskab muligt.

Det siger Lars Larsen, der har stået i spidsen for undersøgelsen som konsulent i LG Insight.

Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvad flygtninge i den pågældende kommune skal have støtte til.

Når flygtninge kommer til kommunerne, har kommunen pligt til at skaffe et sted, hvor de kan bo. På landsplan gælder det 3000-4.000 flygtninge hvert år.

Men der er ingen retningslinjer for, hvad man derudover kan forlange. Det beslutter kommunen ud fra en individuel vurdering.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer