Beboere smides på gaden trods ret til offentlige ydelser

Gennemgang af 500 lejere, som var ved at blive smidt ud, viser, at hver anden havde ret til offentlige ydelser

Beboere, der er lige ved at blive sat på gaden, får ofte ikke de offentlige ydelser, de er berettiget til, viser en gennemgang af boligselskabet Kab's gældsrådgivning. Det skriver Politiken torsdag.

De seneste to år har boligselskabets tre rådgivere gennemgået økonomien for 500 lejere, som var ved at blive smidt ud af deres lejlighed, og i rundt regnet hver anden økonomi har de fundet sociale ydelser eller tilskud, som lejerne har ret til, men ikke har fået.

- Ifølge loven har kommunerne oplysningspligt, men vi må konstatere, at folk ikke ved, hvad de er berettiget til, og at de ikke har fået det, der måske kunne redde deres økonomi, siger gældsrådgiver i Kab Tina Hartvig.

Det kan være enlige, som ikke ved, at de kan få friplads i daginstitutionen, eller folk på kontanthjælp, som ikke ved, hvilke sociale ydelser de har retskrav på.

Tina Hartvig har netop rådgivet en fraskilt, der var berettiget til 5.000 kroner mere i boligsikring og børnetilskud, og en person, som er på kontanthjælp, der kunne få ekstra 1.300 kroner om måneden i særlig boligstøtte, hvilket fordoblede hans rådighedsbeløb.

I Kommunernes Landsforening anerkender Brian Siggaard, der er arbejdsmarkedspolitisk konsulent, at kommunerne har ansvar for at hjælpe borgerne med, hvilke ydelser de er berettiget til.

- Kommunen har oplysningspligten, men det er borgeren selv, som i sidste ende har handlepligten. Det, at en kommune rådgiver en borger, er ikke det samme, som at borgeren rent faktisk søger, siger han.

Boligselskabet anslår, at en udsættelse let kan koste den enkelte lejer over 100.000 kroner til opmagasinering, flytning af møbler og renter på gæld.

Det koster boligselskabet omkring 60.000 kroner - en udgift, de øvrige lejere skal dække - og dertil kommer udgifterne for kommunen til eksempelvis genhusning.

Kab's gældsrådgivere er ansat med penge fra en ministeriel pulje og fra slutningen af april skal en kampagne oplyse om dem.

0 kommentarer
Vis kommentarer