DSB i 2010: IC4-revner skyldes påkørsel

DSB vurderede, at den første revnede aksellejekasse på IC4 skyldtes et sammenstød. Urealistisk, mener ekspert

(Foto: Ernst van Norde)
(Foto: Ernst van Norde)

Den første, revnede aksellejekasse på et IC4-tog skyldtes metaltræthed.

Det konkluderer den rapport, som Force Technology lavede for DSB i 2010, da selskabet første gang oplevede den fejl, som siden har vist sig fire gange på andre tog, og som i værste fald kan føre til afsporing.

- Bruddet skyldes metaltræthed, fastslås det i rapporten, som DSB har udleveret til Ritzau.

- Bortset fra de lokale områder med lamelformet grafit og foldninger har vi ikke fundet nogen seriøse fejl i støbningen eller andre fejl, som kan være skyld i revnen, lyder det videre.

DSB's nuværende sikkerhedsdirektør, Lars Nordahl Lemvigh, forklarer til Ritzau, at man på baggrund af rapporten fra Force Technology vurderede, at den revnede aksellejekasse skyldtes udefrakommende omstændigheder.

- På det tidspunkt fastslog man, at årsagen til revnen var påkørslen af en hjulstopper på et værksted, fortæller direktøren.

Men den konklusion er helt viden siden af, mener maskiningeniør Rolf Ask Clausen, som er ekspert hos Ingeniørforeningen.

- Den forklaring er ikke sandsynlig. I rapporten står der, at der tale om revner, som er dannet og har bredt sig. Det er ikke noget, der er knækket ved et brag, fordi man er kørt ind i et eller andet, påpeger han.

Efterfølgende oplevede DSB to lignende tilfælde i december 2010 og februar 2014, før selskabet tog kontakt til Trafikstyrelsen. Siden er to nye tilfælde kommet til.

DSB valgte at følge op på rapporten ved at undersøge alle idriftsatte IC4-tog, ligesom man gjorde det til en del af rutinen løbende at undersøge askellejekasserne for revner.

- I det øjeblik man kommer frem til den konklusion, så konstaterer man, at det er noget udefrakommende, og derfor går man ikke videre med yderligere undersøgelse, siger Lars Nordahl Lemvigh.

0 kommentarer
Vis kommentarer