Julies gode gerning: Smurte madpakke til hjemløs

Julie Bülow fra Valby fik så ondt af en hjemløs mand, at hun valgte at give ham lidt lækkert at vågne op til. Mange jubler nu over hendes gode gerning

Når 25-årige Julie Bülow hver morgen tager toget på Langgade station, passerer hun en hjemløs mand, der ligger krøllet sammen i sin sovepose.

Hun har tit følt medlidenhed med manden, og tænkt at han garanteret var sulten. Samtidig har hun fået dårlig samvittighed over, at hun - som så mange andre danskere - ofte smider mad ud. Derfor besluttede hun sig for at gøre en god gerning:

- Jeg fik bare den idé, at jeg ville lave en lille madpakke til ham, siger Julie Bülow til Ekstra Bladet.

Se også: Fem-årig sendte gækkebrev til politiet - se hvad de svarede

Hun fandt fire boller frem. Smurte dem med leverpostej, krydderost og smør, og lagde lidt agurk, tomat, en fersken og en flaske saftevand med til den hjemløse mand. Da hun nåede frem til ham, lå han stadig og sov, så hun efterlod madpakken ved ham sammen med en lille seddel:

- Godmorgen! Jeg håber du har sovet godt. Hvis du er sulten er der lidt til dig her, stod der.

Hun vedlagde også 20 kroner - så han kunne købe lidt selv, hvis han nu ikke var så vild med maden.

Fik glade beskeder
Som med så mange andre ting, Julie foretager sig, valgte hun at dokumentere det med en lille video, som hun delte med sine venner på Instagram og Facebook.

(Se videoen over artiklen)

Og selvom Julie Bülow, hverken er er en kendt eller offentlig person, var der hurtigt usædvanlig mange, der smilede af hendes gode gerning. Flere end 1500 danskere har på kort tid 'synes godt om' hendes video på Facebook:

- Det kom bag på mig, at den blev liket så meget. Den er bare stukket afsted. Jeg gør jo bare det, mange andre har tænkt på at gøre. Men det er da dejligt, at folk synes, det er sympatisk, siger Julie.

Se også: Rørende genforening: Ventede otte dage på hjemløs ejer

Flere har også sendt Julie Bülow beskeder, hvor de jubler over hendes hjælpende hånd:

- Så din hjælpsomme video! Der burde være flere som dig!, skriver en til Julie, mens en anden skriver:

- Hvor er du bare et dejligt menneske. Det kunne mange lære noget af. Du har hermed givet mig lysten til at gøre det samme.

Julie Bülow ærgrer sig dog lidt over, at hun ikke ved hvordan manden reagerede på hendes gave.

- Jeg kunne jo ikke finde på at vække ham, så jeg ved ikke hvad han tænkte. Jeg håber han blev glad, men det kan jo også godt være han blev fornærmet, siger hun.

- Hvis der er nogen, der har set ham åbne den, vil jeg da gerne vide, hvad han sagde til den, siger Julie Bülow.

0 kommentarer
Vis kommentarer