Ban Ki-moon vil opklare Hammarskjölds flystyrt

FN'S generalsekretær vil løse mysteriet om flystyrt, hvor daværende FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld omkom

Mere end 50 år efter at den svenske FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld omkom i en mystisk flyulykke i den tidligere britiske koloni Nord Rhodesia, foreslår FN'S generalsekretær, Ban Ki-moon, at der kastes nyt lys over flystyrtet fra 1961.

De første undersøgelser efter styrtet pegede på, at en pilotfejl var skyld i ulykke, der skete i det, der i dag er Zambia. Andre mener, at flyet blev skudt ned af lejesoldater, men det er aldrig blevet bevist.

Nu ser det imidlertid ud til, at sagen kan blive åbnet igen.

Ban Ki-moon vil have medlemslandene i FN til at udlevere dokumentation, der kan kaste lys over flyulykken i 1961, hvor 16 personer omkom, deriblandt Dag Hammarskjöld.

- Jeg håber, at generalforsamlingen vil opfordre alle medlemslande til, med tanke på den forløbne tid, at offentliggøre alle relevante arkivers data, som landene ligger inde med, i overensstemmelse med deres respektive lovgivning, skriver Ban Ki-moon i en erklæring ifølge Dagens Nyheter.

I bestræbelserne på at løse gåden om flystyrtet foreslår Ban Ki-moon desuden, at man nedsætter et panel af eksperter, som skal undersøge nye beviser og komme med forslag til FN's Generalforsamling.

Derudover foreslår han at genåbne en FN-undersøgelse fra 1961-1962, som på daværende tidspunkt konkluderede, at årsagen til flystyrtet ikke kunne fastslås med sikkerhed.

Desuden er det en mulighed, at FN laver en helt ny undersøgelse om flystyrtet.

Ban Ki-moons opfordringer kommer i forlængelse af, at en international kommission af jurister sidste år kom frem til, at der var grund til at revurdere omstændighederne omkring flystyrtet.

Kommissionen fandt blandt andet, at en række hemmeligstemplede dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste vil kunne kaste nyt lys over ulykken.

0 kommentarer
Vis kommentarer