Buschauffører klapper i om tæsk og trusler

Buschauffører bliver ofte udsat for både psykisk og fysisk vold, men anmelder det sjældent. Det viser en rundspørge, Avisen.dk har lavet blandt 133 buschauffører

(Arkivfoto: Morten Langkilde)
(Arkivfoto: Morten Langkilde)

Læs også: Chauffører får spytklatter, tæv og grimme tilråb

'Kør nu ordentligt for helvede, dit fede læs lort!'
Bemærkningen fra en vred passager bliver fulgt op af en velplaceret snotklat på den lamslåede buschaufførs jakke.

Buschauffører er dagligt i kontakt med tusindvis af passagerer. Men det er ikke alle, der pænt hilser, betaler billetten og sætter sig ned.

Én ud af fem har oplevet fysisk vold bag rattet, mens to ud af tre har været udsat for psykisk vold.

Det viser en rundspørge blandt 133 buschauffører, som Avisen.dk har lavet.

Resultatet vækker forargelse hos chaufførernes fagforening 3F.

- Man skal ikke udsættes for svinske ting, når man går på arbejde. Når du er buschauffør, må du forvente, at du skal yde en god service, og at du også får den fornødne respekt fra dine passagerer, siger Kjeld Jensen, arbejdsmiljøkonsulent i Transportgruppen.

Læs også: Ups! Flyselskab sendte porno til sur kunde

Buschaufførerne siger intet
Samtidig er buschaufførerne dårlige til at indberette episoderne, viser rundspørgen.

Næsten halvdelen af de buschauffører, der har oplevet fysisk vold, har ikke anmeldt episoden. Og 80 procent af dem, der har oplevet psykisk vold, har ikke anmeldt overgrebet.

Det er en skam, mener 3F.

- Hvis chaufførerne ikke fortæller om de ubehagelige episoder bag rattet, er det umuligt at få et sandfærdigt overblik over problemet med vold i branchen. Og så bliver det svært at udvikle de rigtige løsninger, siger Kjeld Jensen.

Han retter en skarp kritik mod de private busselskaber.

- De fleste trafikselskaber har intet forhold til chaufførernes arbejdsmiljø, som jeg ser det. Det handler om køreplaner, driftsdøgn, pengehåndtering og indretning af biler i stedet, mener han.

'Vi må respektere et nej'
Trafikselskabet Arriva er et af de største private busselskaber i Danmark.

Selskabet har en nultolerance politik over for vold mod deres chauffører. Derfor skal alle episoder som udgangspunkt anmeldes til politiet. Men:

- Det skal være personen selv, der anmelder, og det er der nogle, der ikke vil, og det må vi respektere. Men vi går gerne med dem ned på stationen, for det kan ikke passe, at man skal trues på arbejdet, siger Dorthe Nedermark, arbejdsmiljøchef hos Arriva.

Arrivas chauffører bliver trænet, så de undgår at komme i konflikt. Og er uheldet ude, er der eksempelvis psykologhjælp til rådighed for chaufførerne.

- Man kan signalere meget med sit kropssprog, og det kan hjælpe til at undgå at komme i konflikt. Hvis der er optræk til noget, skal chaufførerne for alt i verden undgå at puste til ilden. Man skal ikke begynde at slås for 21 kroner, siger Dorthe Nedermark.

Læs også: Politimand stak anholdt en lussing: Frikendt for vold

Se også: Blottere og sextilbud - sådan chikaneres massører

Læs også: Mystisk voldtægt: 500 elever indblandet

0 kommentarer
Vis kommentarer