Grænsehandlen med øl og sodavand dykkede sidste år

For første gang i årevis steg salget af øl inden for landets grænser sidste år

For første gang nogen sinde steg salget af øl inden for landets grænser i 2013. (Foto: Clays Bonnerup)
For første gang nogen sinde steg salget af øl inden for landets grænser i 2013. (Foto: Clays Bonnerup)

Sidste år købte vi færre øl og sodavand syd for grænsen, og for første gang i 10 år steg ølsalget på det danske marked i 2013 med knap én procent.

Nedsættelsen af afgifterne på øl og sodavand sidste sommer har således medført et markant fald i bryggeriernes salg til grænsebutikkerne i 2013.

Alene 'eksporten' af sodavand var 5,2 procent lavere end i 2012, viser kontrollerede tal fra revisionskoncernen Deloitte. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Se også: Flensborg - mere end grænsehandel

Tallene fra Deloitte er de eneste såkaldt rigtige tal for grænsehandlen. De er indsamlet af en neutral opmand og danner også grundlag for Skatteministeriets opgørelser af grænsehandlen og grænsehandelsrapport.

Salget af sodavand i Danmark gik frem med fire procent, viser tal fra Bryggeriforeningen.

- Vi tror på, at en ganske stor del af fremgangen af salget i Danmark skyldes afgiftsændringerne, siger direktør Niels Hald fra Bryggeriforeningen.

- Fremgangen i ølsalget kommer efter 10-15 år med konstant tilbagegang, så det er ikke kun, fordi sommeren var god, at udviklingen er vendt, siger han.

Se også: Staten mister penge på vores handel på nettet

Afgiftsnedsættelserne på øl og sodavand trådte først i kraft i andet halvår af 2013, og hos Bryggeriforeningen håber man på yderligere afgiftsnedsættelser i forbindelse med regeringens forhandlinger om de kommende vækstpakker.

Bryggerierne får støtte fra både Venstre og Konservative til kravet om yderligere afgiftslettelser i forbindelse med de kommende vækstpakker, men regeringen siger nej.

- Jeg vil ikke forholde mig til uofficielle tal om grænsehandel, men vil gerne slå fast, at vi ikke i regeringen har planer om yderligere lettelser af de pågældende varer, siger skatteminister Morten Østergaard (R) til Jyllands-Posten.

Afgiften på sodavand blev halveret fra 1. juli 2013 og blev helt afskaffet fra årsskiftet 2014.

Se også: Analyse: Danskerne nethandlede for 69 milliarder i 2013

Se også: Nethandel i udlandet dyrt for staten Nethandel i udlandet dyrt for staten

0 kommentarer
Vis kommentarer