TV: Forældre raser over video med falsk børnekidnapning

To unger amerikanere gennemførte en falsk kidnapning af en lille dreng på en legeplads, og filmede det. Forældrene der var til stede kan ikke se pointen

En gruppe amerikanske forældre havnede midt i et levende mareridt, da to maskerede mænd styrtede ind på en legeplads ved højlys dag, stjal en fire-årig dreng, og flygtede ind i en bil.

Forældrene gik i panik. Nogle løb efter bilen og forsøgte at tjekke nummerpladen, mens andre ringede til politiet.

Men forældrenes angst blev forvandlet til vrede, da de fandt ud af, at kidnapningen blot var et aftalt stunt, der blev optaget til en YouTube video.

Se også: Video med hash-rygende barn vækker vrede

Videoen med den falske kidnapning blev lavet af de 24-årige tvillinger Jason og Jeremy Holden fra Sequim i Washington, og skulle angiveligt fungere som en slags "advarsel overfor kidnapninger og overgreb på børn".

- "Tal med dit barn om kidnapningerne", står der blandt andet skrevet i videoen på en hvid baggrund, mens klavertoner danner underlægningsmusik. Hvordan videoen præcis skulle hjælpe med at forhindre overgreb på børn fremgår dog ikke.

Den fire-årige dreng, der blev 'kidnappet', var tvillingernes stedbror, og det hele var aftalt med ham og hans mor - men resten af de fortvivlede forældre på legepladsen vidste ingenting.

- Det var en gennemført idiotisk handling. Det er rystende, at de ville gøre det foran alle de her mennesker, der legede med deres børn, siger moren Tiffany Barnett, der var til stede.

- Min datter er stadig rædselsslagen og spørger mig: "Hvad hvis de kommer og kidnapper mig?", raser moren.

Ville ikke gøre folk fortvivlede
Omkring fem minutter efter kidnapningen, vendte villingerne tilbage til legepladsen, for at berolige de bekymrede vidner om, at det hele var skuespil - men her blev de blot mødt af rasende forældre, der råbte og skreg:

- Vi kunne ikke engang forklare os selv eller undskylde, siger Jason Holden uforstående.

- Det var ikke vores mening at gøre folk så fortvivlede, siger han og forklarer, at de gennemførte stuntet, for at få det til at se så ægte ud som muligt.

Se også: TV: Treårig i kælk kørt over da rebet knækkede

Jason Holden siger, at de også underrettede politiet inden kidnapningen, og at de ikke her blev bedt om at lade være med at udføre stuntet. Den udlægning er politiet dog ikke helt enig i:

- Vi fik et opkald et kort øjeblik før episoden skete i parken, hvor nogen sagde, at de ville lave en slags dokumentarfilm med en falsk kidnapning, siger politikommissær Sean Madison til ABC News.

- Vi betragter ikke dette som en regulær advarsel, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer