Sneg sig ombord på fly: 16-årig lå fem timer i hjulkasse

Teenagedreng overlever mirakuløst flytur fra Californien til Hawaii i hjulkassen under et fly

I et fly som dette fra Hawaiian Airlines gemte en 16-årig dreng sig i mere end fem timer - mens flyet krydsede Stillehavet. (Foto: AP)
I et fly som dette fra Hawaiian Airlines gemte en 16-årig dreng sig i mere end fem timer - mens flyet krydsede Stillehavet. (Foto: AP)

En teenagedreng har overlevet en fem timer lang flyvetur.

Det lyder måske ikke umiddelbart som en større bedrift, men drengen sad ikke på et af passagersæderne i flyet. Derimod lå han i flyets hjulkasse, som landingsstellet trækkes op i efter start.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 16-årige dreng tog turen lørdag fra den californiske by San Jose til Maui på Hawaii. Han blev først opdaget af flypersonalet, da flyet fra Hawaiian Airlines var landet.

Flyselskabet har ikke informationer om, hvordan det lykkedes drengen at overleve turen, der blev fløjet i 11.582 meters højde over Stillehavet. Oppe i de luftlag lå temperaturen på minus 62 grader.

- Vi er lige nu optaget af, hvordan drengen har det. Han er meget heldig med at have overlevet turen, skriver Hawaiian Airlines i en udtalelse om sagen.

Undersøger sikkerheden
FBI er indkaldt til at undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre for drengen at kravle over hegnet til lufthavnen og snige sig ubemærket ombord på et fly. En talsmand, Tom Simon, fortæller, at den 16-årige, der var stukket af hjemmefra, er blevet afhørt.

At han valgte et fly, der skulle var til Hawaii, var tilsyneladende en tilfældighed.

Ifølge Tom Simon mistede den 16-årige bevidstheden hurtigt og kom til sig selv en time efter landingen i Maui. Han var en smule desorienteret, da han blev opdaget af flypersonalet på landingsbanen, men nu er hans tilstand god, oplyser FBI.

- Det er et mirakel. Det ser ikke ud til, at han har haft noget grej med sig overhovedet, siger Tom Simon.

Han tilføjer, at den 16-åriges historie er blevet efterprøvet, og han vil ikke blive tiltalt for noget.

0 kommentarer
Vis kommentarer