Skød sig selv i hovedet: Dømt for at ville begå selvmord

Det er ikke gratis at skyde sig selv. Overlever man selvmordsforsøget, risikerer man at blive trukket igennem en straffesag

- Mens sundhedsvæsenet brugte formuer på at få mig på fode igen, så arbejdede et andet offentligt system på at dukke mig. Skal man virkelig hive folk i retten i den situation? Det synes jeg ikke, siger Christian Buhl, der forsøgte at skyde sig selv. (Foto: Per Rasmussen)
- Mens sundhedsvæsenet brugte formuer på at få mig på fode igen, så arbejdede et andet offentligt system på at dukke mig. Skal man virkelig hive folk i retten i den situation? Det synes jeg ikke, siger Christian Buhl, der forsøgte at skyde sig selv. (Foto: Per Rasmussen)

Det kan komme en fængselsstraf ud af at forsøge at begå selvmord i Danmark. Og har man ikke våbentilladelse til det våben, man bruger, kan der vanke der en bøde.

Også selv om sundhedsvæsenet samtidig kæmper for at få én på fode igen.

Det kan flyttemand Christian Buhl bekræfte. Han fik året efter at have skudt sig selv en bøde på 4000 kroner for at have forsøgt at tage sit eget liv.

- Det har jeg det stadigvæk dårligt med. Der burde retsvæsenet og politiet have ladet nåde gå for ret. På det tidspunkt var jeg jo i dyb krise, så det var en barsk omgang, siger den i dag 60-årige østjyde.

Se også: Så selvmord som eneste udvej: Hjælp til psykisk syge er et u-land

Christian Buhl var stadigvæk fortumlet og under genoptræning, da han i begyndelsen af 2012 få måneder efter i desperation at have skudt sig i hovedet med en salonriffel blev kontaktet af Sydøstjyllands Politi.

På politistationen i Vejle blev han sigtet for brud på våbenloven og for ’under skærpende omstændigheder’ at have udsat andres liv og helbred for fare, da han skød sig selv.

Først i retten måtte anklageren angiveligt trække den alvorlige del af tiltalen tilbage. Christian Buhl kunne dokumentere, at skuddet med en 22 kaliber salonriffel blev affyret i et kolonihavehus, der var helårsisoleret med dobbelt-isolerede vægge. Det skete desuden under et skybrud, og han var derfor sikker på, at der ikke var nogle mennesker udenfor i kolonihaveforeningen Nordly.

Christian Buhl er jæger, men han har ikke riffeltegn, og han erkendte derfor ulovlig våbentilladelse. Men retssagen og truslen om fængselsstraf var efter hans mening ’helt ude i hampen’.

- Det hidser mig op. Mens sundhedsvæsenet brugte formuer på at få mig på fode igen, så arbejdede et andet offentligt system på at dukke mig. Skal man virkelig hive folk i retten i den situation? Det synes jeg ikke.

2 kommentarer
Vis kommentarer