OSCE: Separatister deltager konstruktivt i Ukraine-møde

Prorussiske separatister og OSCE har haft et "brugbart og konstruktivt" møde om situationen i Ukraine

I aftaledokumentet fra Geneve hedder det, at "OSCE's særlige observatørmission skal spille en ledende rolle med støtte til ukrainske myndigheder og lokale samfund i den umiddelbare implementering af disse nedtrappende tiltag, hvor end de er mest påkrævet, og de skal indledes så snart som muligt." (Foto: AP)
I aftaledokumentet fra Geneve hedder det, at "OSCE's særlige observatørmission skal spille en ledende rolle med støtte til ukrainske myndigheder og lokale samfund i den umiddelbare implementering af disse nedtrappende tiltag, hvor end de er mest påkrævet, og de skal indledes så snart som muligt." (Foto: AP)

Et halvanden time langt møde mellem Organisationen for Samarbejde og Sikkerhed i Europa (OSCE) og blandt andet prorussiske separatister i det østlige Ukraine er måske et skridt i den rigtige retning på at løse konflikten i landet.

OSCE's chefforhandler i Østukraine, Mark Etherington, kalder i hvert fald mødet for konstruktivt.

- Vi har haft et brugbart og konstruktivt møde med repræsentanter for gruppen, der har besat regeringsbygninger i Donetsk, Donetsks borgmester og politichefen i Donetsk, siger Mark Etherington til nyhedsbureauet Reuters.

- Parterne har redegjort for deres position, og vi har diskuteret behovet for dialog og deeskalering af konflikten. Det gælder både spændingerne og selvfølgelig at afholde sig fra brugen af vold, siger chefforhandleren.

Ved et møde i Geneve i sidste uge blev Rusland, Ukraine, EU og USA enige om, at OSCE skal støtte de ukrainske myndigheder til at bringe ro og orden i den østlige del af landet.

Onsdag gik lederen af en selvudråbt republik i Donetsk i Østukraine, Denis Pusjilin, dog lodret imod Geneva-aftalen, der også betyder, at de prorussiske separatister i det østlige Ukraine skal afvæbnes og rømme de regeringskontorer, som de har besat de seneste uger.

Pusjilin sagde til journalister, at hans mænd kun vil overveje at forlade offentlige bygninger, hvis regeringen i Kijev gør det samme. Derudover slog han fast, at hans bevægelse fortsætter med at kæmpe for autonomi.

0 kommentarer
Vis kommentarer