Dette pulver gør dig stangstiv

Amerikanske myndigheder har netop godkendt et nyt pulver indeholdende alkohol

Nu kan du snart blive godt og grundig rundtosset af at drikke et glas vand. I hvert fald hvis du tilsætter en pose palcohol, som netop er blevet godkendt af amerikanske myndigheder.

Palcohol er intet mindre end alkohol i pulverform - udviklet af amerikaneren Mark Phillips, der har brugt fire år på at få produktet godkendt.

På Palcohols hjemmeside bliver opfinderen beskrevet som en sportsglad fyr, som efter en aktiv dag gerne vil kunne nyde en drink. Han gad bare ikke slæbe på andet end vand.

'Så han tænkte: Ville det ikke være herligt at have alkohol i pulverform, så det eneste, man skulle gøre, var at tilføje vand? Og siden at pulver er let og kompakt, ville det ikke være en byrde at bære', kan man læse på hjemmesiden.





Palcohol vil komme i seks forskellige udgaver: En ren rom og en ren vodka-udgave, som kan blandes med eksempelvis sodavand. Samt i fire drinksvarianter, der skal blandes med vand: Cosmopolitan, Mojito, Margarita og Lemon. Hver pose vil indeholde cirka 28 gram pulver, som skal blandes med cirka halvanden deciliter væske.

Palcohol kan også puttes i maden, men tilføjer ikke smag som sådan - kun alkohol.

Og hvis du skulle overveje at sniffe din næste brandert i gang, så er der taget forholdsregler mod det, så du skal indtage over en deciliter pulver for at blive påvirket, som en enkelt drink påvirker dig.

Det forventes, at Palcohol rammer det amerikanske marked til efteråret.

Kilde: Foodbeast.com

1 kommentar
Vis kommentarer