Fem-årig sendte gækkebrev til politiet - se hvad de svarede

Halfdan Lykke Sørensen fra Fyn har fået verdens bedste påskehilsen

Halfdan Lykke Sørensener stolt som en pave, efter at have fået svar af politiet.  (Privatfoto)
Halfdan Lykke Sørensener stolt som en pave, efter at have fået svar af politiet. (Privatfoto)

Har du også fået et fantastisk svar på et gækkebrev? Tip os på mail 1224@eb.dk
----------

Fem-årige Halfdan Lykke Sørensens største drøm er at blive politimand. Den fynske knægt har sin egen politiuniform, som han stolt spankulerer rundt i derhjemme, han laver armbøjninger midt i stuen, så han altid er beredt, og han spiser citronmåne, så ofte han kan komme til det.

Derfor synes han da også, at Fyns Politi skulle have et gækkebrev med, da han sammen med sin familie i søndags sad og klippede de fine påskehilsner til bedsteforældrene.

- Til at begynde med synes hans far og jeg måske, det var lidt fjollet. Men Halfdan insisterede, og så tænkte vi, at der jo i hvert fald ikke kunne ske noget ved at sende det af sted, siger hans mor Julie Lykke Sørensen til Ekstra Bladet.

Jubel i hjemmet
Papirklippet - selvfølgelig i blåt, blev sendt sammen med en lille hilsen fra moderen.

- Jeg skrev vist noget i retning af: En lille påskehilsen fra en lille dreng, der gerne vil være politimand. Hvis I er rigtige detektiver, finder I ud af hvem han er, fortæller Julie Lykke Sørensen, der dog sendte et ret hjælpsomt spor med, da hun skrev afsender bagpå.

- Vi havde slet ikke forestillet os, at vi overhovedet ville få et svar. Måske højest en lille hilsen med tak for henvendelsen. Men jeg kan da love for, at der var jubel i hjemmet, da vi modtog et brev fra politiet i går, siger hun.

Brevet fra politiet:

- Her hos Fyns Politi har vi i dag modtaget et gækkebrev. Det er vi rigtig glade for, for er der noget politifolk elsker, så er det at opklare sager og gætte gåder. Vi har derfor arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvem der har sendt gækkebrevet til os. Vi har brugt mange metoder for at komme til bunds i sagen, vi har taget fingeraftryk af brevpapiret og vi har forsøgt at finde DNA-materiale på konvolutten. Og så har vi selvfølgelig undersøgt poststemplet, står der i brevet, der slutter med at invitere Halfdan ind på stationen og hjælpe med at opklare sagen. (Se hele brevet øverst i artiklen)

Invitationen kommer fra politikommissær Asbjørn Høy Larsen, som var ham, der modtog gækkebrevet.

- Først tænkte jeg. Hvad gør vi lige her. Vi har aldrig fået et gækkebrev før, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Vi modtager rigtig mange kedelige ting hver dag, så dette var simpelthen et meget fint lille solstrejf og noget, der gør at dagen bliver meget sjovere. Derfor vil vi også gøre noget for at forsøde drengens dag, lyder det.

Julie Lykke Sørensen fortæller, at Halfdan synes, det er vildt sejt, at han skal ind og besøge sine helte. Og moderen vil gerne sende et par ekstra rosende ord afsted til politistyrken i Odense.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at de har overskud til at tage en fem-årig dreng alvorligt. De har gjort hans påske til noget helt specielt, og han glæder sig helt vildt, siger Julie Lykke Sørensen, der straks delte politiets gestus på Facebook og Twitter.

1 af 2 Her er hele brevet fra politikommisær Asbjørn Høy Larsen. (Privatfoto)
2 af 2 Halfdan Lykke Sørensener stolt som en pave, efter at have fået svar af politiet. (Privatfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer