Trængende buschauffører må gøre det i busken

Tissetrængende buschauffører må holde sig på landevejene, hvor der nemt kan være tre timers kørsel til nærmeste toilet

(Foto: Morten Langkilde)
(Foto: Morten Langkilde)

De må gøre det i vejkanten, på det lokale plejehjem eller i bukserne.

Buschauffører må flere steder i landet køre bus i tre timer eller mere, før de kan komme på toilettet. 3F raser:

- Jeg har været i branchen i 25 år, og det er ikke et problem, der er blevet mindre. Og det er uanstændigt at man tilrettelægger arbejdet sådan at chaufførerne ikke kan komme på toilet, siger Kjeld Hougaard Jensen, miljøkonsulent i fagforeningen.

Læs også: Buschauffører har tre timers kørsel til nærmeste toilet

Problemet er særlig stort i Sønder- og Nordjylland, hvor flere buschauffører raser over de manglende toiletter.

- På visse ruter kan vi sidde i tre timer før vi kan komme på toilettet, og det er utroligt, at der stadig ikke er nogen, der har taget problemet alvorligt, siger en buschauffør, der har ønsket at være anonym.

Michael Olesen er fungerende formand for Landsklubben for 3F's Bybus- og Rutebilschauffører, og han er selv ansat som buschauffør i City Trafik i Aalborg.

- Der mangler toiletfaciliter på syv af de mellemstationer, jeg kommer forbi. Og for nyligt måtte jeg vente fire timer på at komme på toilet, siger han.

Møjhamrende usundt!
Patientorganisationen Kontinensforeningen advarer mod de sundhedsmæssige konsekvenser for chaufførerne:

- Det er jo møjhamrende usundt at holde sig i så lang tid, og i værste fald kan det føre til inkontinens, altså ufrivillig vandladning, siger Aase Randstoft, der er sekratariatschef ved Kontinensforeningen.

Hun tilføjer:

- Men udover, at man kan pådrage sig selv en sygdom ved at holde sig, så mister man også meget af koncentrationen, hvis man hele tiden skal sidde og frygte at man nu tisser i bukserne.

13 procent må ned på hug
Ifølge Pension Danmark er 13 procent af buschaufførerne kvinder, og her udgør de manglende toiletter et ekstra stort problem.

En af dem er en nordjysk buschauffør:

- Jeg måtte sætte mig ned i græsset, og jeg sad bare og håbede på, at der ikke kom nogen, siger kvinden, der har ønsket at være anonym.

Læs også: Kvindelig chauffør fanget i pinlig tissepause

Arbejdsgivernes ansvar
Ifølge Arbejdstilsynets vejledning på området, er det arbejdsgivernes ansvar, at der er ordentlige toiletforhold til stede.

Det vil strengt taget sige, at der skal være toiletmuligheder for chaufførerne hver 10. minut.

Læs også: Truet chauffør: 'Jeg var helt vildt bange'

Er det ikke muligt, kan de ansatte henvises til at bruge offentlige toiletter eller såkaldte publikumstoiletter, der kan være et supermarked, et cafeteria osv.

Men det forudsætter at arbejdsgiveren fører kontrol med den hygiejniske standard på stederne, og det gør de som oftest ikke, mener 3F's Kjeld Hougaard Jensen.

Arbejdsgiver: Det er ikke rigtigt!
City Trafik står for cirka halvdelen af buskørslen i Aalborg og omegn.

Ifølge Driftchef Heine Guldhammer er det ikke rigtigt, når flere medarbejdere siger, at der kan være flere timers kørsel mellem toiletterne:

- Det er ikke korrekt. Vi har toilet på endestationerne, og mulighed for at komme på toilet på busterminalerne. Det er max en time der kan gå, før buschaufføren kan komme på toilet, siger Heine Guldhammer.

Trafikselskaberne er passive
Det er regionernes fem store trafikselskaber, der udbyder buskørslen til arbejdsgivere som for eksempel Arriva, Tidebus og Nettbuss, og de har mulighed for, at stille krav om ordentlige toiletforhold i udbudsmaterialet.

Læs også: Buschauffør fyret for at røre kollegas bryst

Det har man valgt ikke at gøre i Sydtrafik, og det er der en særlig grund til, siger økonom i trafikselskabet, Jørgen Fischer:

- Mange steder er det kommunerne, der ejer toiletfaciliterne, og vi ønsker ikke at tvinge vognmændene til at indgå en aftale med kommunerne, siger han, og tilføjer:

- Derudover, er toiletforholdene arbejdsgivernes ansvar, og det ønsker vi ikke at blande os i. I vores udbud er det udelukkende den laveste pris, der er afgørende for, hvem der får kørslen.

0 kommentarer
Vis kommentarer