Kina slår hårdere ned overfor miljøsyndere

Forurenere får fremover højere bøder i Kina, som har gennemført en betydelig ændring af miljølovgivningen

Kina vedtog torsdag nye lovændringer, der øger beskyttelsen af miljøet gennem højere bøder til personer, der er skyld i forurening.

Der er tale om den mest omfattende lovændring på området i 25 år på et tidspunkt, hvor der er tiltagende vrede i befolkningen over landets mange forureningsproblemer.

De længe ventede lovændringer kommer efter en to år lang debat blandt akademikere, regering og statsejede virksomheder om en ny miljølovgivning.

Ændringerne betyder, at miljøbeskyttelse bliver en klar prioritet hos regeringen, men det bliver ikke muligt for miljøgrupper og private organisationer at føre sag mod forurenere.

Lovændringerne er blevet gennemført i Den Stående Komité i Den Nationale Folkekongres, der er Kinas parlament, som normalt kun har ringe indflydelse.

Medlemmer af parlamentet roser de nye love for at være banebrydende.

- Det er et slag mod forureningen. Tidligere var miljøpolitikken kun gearet til at skulle bidrage til økonomisk vækst, men nu kan regeringen gribe ind over for store, magtfulde industriforetagender, siger flere eksperter i kinesisk lovgivning til Reuters.

Hele 60 procent af Kinas grundvand er så forurenet, at det ikke kan drikkes, rapporterede landets statslige medier i denne uge.

Vandkvaliteten blev i 2013 målt i over 200 store byer over hele landet. Resultatet viste, at 60 procent af grundvandet fik bedømmelserne 'meget dårligt' eller 'forholdsvist dårligt', viser en ny rapport fra departementet for land og ressourcer, som er blevet offentliggjort af det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Vand, der omtales som 'relativt dårligt', skal renses, før det kan drikkes, mens vand, der får karakteren 'meget dårligt', ikke kan drikkes.

0 kommentarer
Vis kommentarer