Børn leger - men hvad skjuler sig i bølgen?

Familiefoto fra stranden i Californien går verden rundt

Er det en haj eller en delfin? Stor er den i hvert fald. (Foto: Facebook)
Er det en haj eller en delfin? Stor er den i hvert fald. (Foto: Facebook)

En stolt mor fotograferede sine 12-årige tvillingedrenge, mens de fredag surfede på Los Angeles-stranden Manhattan Beach i Californien.

Men drengene er ikke alene på billedet, kunne mor June Emerson konstatere, da hun kiggede nærmere efter.

Hun kunne se omridset af en meget stor fisk, som i bedste 'Dødens Gab'-stil lå på lur i bølgerne.

June Emersons Facebook-side er blevet bombarderet med kommentarer, siden hun lagde det uhyggelige billede til skue.

'Endnu en smuk dag på stranden: Store bølger - og tilsyneladende også store fisk', skriver hun i statusopdateringen, der er blevet delt over hundrede tusinde gange.

Hvad enten der er tale om en delfin eller en haj, så er hun ikke glad ved situationen.

- Jeg er ikke sikker på, hvad det var, men det skræmmer mig, at det kunne være en haj, siger moren, der ikke delte sin frygt med drengene.

- Jeg fortalte dem, at det var en delfin, for vi bor ved stranden og er i vandet næsten daglig, siger June Emerson i et interview med CBS News.

Dette foto går verden rundt, men hvad tror du? Er det en haj, en delfin - eller tror du, billedet er fup og fidus?

0 kommentarer
Vis kommentarer