Nettomedarbejder til 'skralder': Jeg har tisset på din mad i to uger

En medarbejder i Netto ved Vemmelev var godt træt af, at containerne blev tømt for mad

Velbekomme, slutter medarbejderen sin besked af med. Han var træt af, at butikkens containere fik besøg efter lukketid. Foto: Pirvat/Netto
Velbekomme, slutter medarbejderen sin besked af med. Han var træt af, at butikkens containere fik besøg efter lukketid. Foto: Pirvat/Netto

- Håber din mad smagte godt, selv om jeg har tisset i containerne hver dag de sidste to uger!

Den besked mødte 45-årige Lasse Johannesen fra Sydsjælland, da han fredag aften var taget forbi Netto i Vemmelev uden for Slagelse for at finde kasserede dagligvarer, som kunne komme med hjem til familien.

Men turen efter mad blev afbrudt af den noget anderledes besked, som Lasse Johannesen mener, er fuldstændig unødvendig.

- Det er noget svineri og en hån imod os, der bare forsøger at få mad på bordet, siger han til Ekstra Bladet.

Skralder for at overleve
Lasse Johannesen begyndte at skralde for et par måneder siden, fordi budgettet derhjemme ikke ville gå op.

Efter nogle hårde måneder skrev han et nødråb på forskellige grupper for udsatte familier på Facebook, og det resulterede i, at familien modtog en række dagligvarer, som var kasseret af forskellige supermarkeder, men stadig kunne spises.

- Det fik mig til at tænke, at det måske var vejen frem at skralde, fortæller Lasse Johannesen, som er på invalidepension og bor sammen med sin kæreste, søn og kærestens to børn.

- Det er min overlevelseshjælp. Ellers ved jeg simpelthen ikke, hvor vi skulle få pengene fra.

Ondskabsfuld joke
Lasse Johannesen forstår godt, hvis supermarkederne er trætte af de skraldere, som respektløst roder igennem butikkens affald.

- Der er nogle skraldere som ikke rydder op efter sig selv, men langt de fleste kommer ikke for at genere. Vi vil bare have noget mad på bordet.

- Jeg tænkte, det var en åndssvag joke, men jeg forstår ikke, at man kan være så modbydelig, siger han til Ekstra Bladet.

Dansk Supermarked: Uheldig hændelse
Hos Dansk Supermarked beklager man hændelsen.

- Det er klart, at det her slet ikke er acceptabelt. Det er hverken virksomhedens holdning, eller noget vi finder moralsk forsvarligt, siger Mads Hvitved Grand, der er pressechef i Dansk Supermarked.

- Det er en medarbejder fra butikken, der har sat det op på eget initiativ udenom ledelsen, fortæller pressechefen, som dog mener, at det kommer medarbejderen til gode, at han ikke gjorde alvor af udmeldingen.

- Har I mange problemer med skraldere, siden det blev for meget for denne ene medarbejder?

- Nej. Altså generelt synes vi ikke, at folk skal rode i vores affaldscontainere, men vi skal jo heller ikke gribe til sådan noget som det her.

- Får det konsekvenser for spøgefuglen?

- Vi tager den internt, så det har jeg ikke tænkt mig at melde ud.

Ifølge Mads Hvitved Grand er beskeden er nu fjernet.

Ikke ulovligt skralde
At skralde er lovligt i Danmark så længe containeren er frit tilgængelig. F.eks. i en åben gård eller på en offentlig parkeringsplads. Men det er ulovligt at trænge ind på privat grund og kravle over et hegn.

Overtrædelse fører dog ikke til en bøde, men kan højst resultere i at personen bliver bedt om at forlade grunden.

I 2012 skabte det stor debat på Ekstra Bladet, da nogle medarbejdere fra Føtex havde hældt klorin udover de kasserede madvarer for at forhindre skralderne i at gå i containerne.

Se også: Føtex hældte klorin over madvarer

På Facebook har tisse-beskeden også delt vandene. Men hvad mener du?

Er det i orden, at butikkerne destruerer madvarer, som er over sidste salgsdato, for at forhindre at skraldere roder i skraldespandene? Skriv din mening i kommentarerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer