Læge-formand om '1813-chikane': Uacceptabelt

- Det er ikke sådan vi skal arbejde, siger formanden for lægeforeningen efter Region Hovedstaden i dag oplyste at fire læger har ringet 255 gange til omstridte 1813

Mads Koch Hansen (Arkivfoto: Carsten Andreasen)
Mads Koch Hansen (Arkivfoto: Carsten Andreasen)

Region Hovedstaden har gennemgået opkaldende til den omstridte akuttelefon 1813.

Det har i dag fået regionsdirektør Hjalte Aaberg til at oplyse, at siden 1. januar har fire læger samlet ringet til 1813-akuttelefonen mere end 255 gange.

En enkelt læge har ringet 115 gange indenfor en time.

- Vi ved jo ikke om det er nogle af vores medlemmer, men hvis det er tilfældet så er det uacceptabelt. Det er ikke den måde vi skal arbejde på og det gavner ikke vores sag med disse enkelttilfælde. Vi kan sagtens argumentere saglig omkring de vanskeligheder, der er med 1813, siger formanden for Den Almindelige Danske Lægeforening, Mads Koch Hansen, til Ekstra Bladet.

Regionen: Fire læger har ringet 255 gange til 1813

Regionsdirektør Hjalte Aaberg har tilbudt lægeformanden at han kan se dokumentationen for, at det er læger som står bag 'chikane-opkaldene'.

- Vil du mødes med Regionen for at se dokumentationen?

- Jeg vil gerne tage mod tilbuddet om dialog. Det har vi ønsket siden vi fremførte vores kritik og betænkeligheder før sommerferien. Men hidtil har vi ikke været inviteret til dialog med Region Hovedstaden. Den invitation tager vi gerne mod. Det har ikke været vores ønske, at debatten er foregået i pressen, siger Mads Koch Hansen.

- Ville nogle af problemerne med 1813 være undgået, hvis dialogen havde været der tidligere?

- Vi mener at vi har peget på nogle konkrete problemer som kunne være undgået, hvis man havde villet mødes med os. Det har hidtil ikke været tilfældet. Men det kan jo være at den dialog som Region Hovedstaden nu indbyder til gør, at vi kan fremføre vores overvejelser og det kan hjælpe med at løse de store problemer der er med 1813.

Regionsdirektør Hjalte Aaberg siger her til aften til Ekstra Bladet, at de naturligvis ved 'hvilke lægehuse, der er ringet fra og navnet på den læge, der har ringet flest gange', men at han heller ikke ved om lægerne er medlemmer af DADL.

- Vi er til enhver tid klar til dialog. Vi har også havde møder med PLO Hovedstaden (PLO er de praktiserende lægers organisation, red). Vi finder naturligvis opkaldene fra læger uacceptabelt. Det er frygtelig generende og er en medvirkende årsag til, at der kommer forkerte oplysninger frem om bl.a. ventetider, siger Hjalte Aaberg.

Ny plan: Akuttelefonen 1813 skal virke til april

Koncerndirektør Svend Hartling fra Region Hovedstaden beskylte allerede i weekenden læger - og for den sags skyld journalister - for at foretage gentagne opkald til 1813. Mads Koch Hansen afviste på det tidspunkt at det var tilfældet.

- Jeg er meget overrasket over sådan en påstand. For mig lyder det som en lidt desperat regionsdirektør, som forsøger at bortforklare, at man ikke har planlagt tingene ordentligt. Og det er langt ude, sagde lægeformanden søndag til dr.dk.

I dag understreger han, at han ikke ved om de fire omtalte læger er medlem af DADL.