472 slagteri-medarbejdere bliver fyret. Og 350 bliver kastet ud i usikkerhed, når Danish Crown nedlægger 800 stillinger og lukker sit slagteri i Faaborg.
Men dagens fyringer kan meget let være de første i en lang række blandt landets 7000 slagterimedarbejdere, hvis ikke slagterierne snart finder på noget genialt.
Sådan lyder det fra arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Univesitet.
- Det som mangler, er flere svin, slår han fast over for Ekstra Bladet.
Danish Crowns medarbejdere afviste så sent som i september at gå ned i løn mod for at redde arbejdspladser. Men eksperten vurderer, at medarbejderne trods dagens udmelding tog den rigtige beslutning for fire måneder siden.
Slagteriarbejdere afviser lønnedgang- Det havde ikke reddet deres arbejdspladser, der skal andre midler til, vurderer han.
- Så der er ikke et element af straffeaktion i det her fra slagteri-ledelsens side?
- Nej, jeg tror ikke, det er en straffeaktion. Det er kold og kynisk kassetænkning. Det handler om penge, og der mangler man svin. Man har en overkapacitet og derfor fyrer man folk ligesom i andre brancher.
- Var man gået ned i løn, så havde man ikke fået nogen som helst jobgaranti. Ledelsen garanterede heller ikke beskæftigelsen, selvom man gik ned i løn.
- Som det går i øjeblikket, kan vi så have en overskudgivende slagteribranche herhjemme?
- Ikke på de nuværende vilkår. Der vil det meget nemt køre kun én vej. Og det er nedad. Det var også derfor at slagterimedarbejdernes forbund og Danish Crown har arbejdet med flere modeller. Den første (lønnedgang, red.) blev stemt ned. Den anden har lange udsigter, siger han, og henviser til en mulig ny selskabsmodel, hvor medarbejderne skyder lønkroner ind i slagterierne og får medejerskab.
- Det er ikke let at opretholde slagterier i Danmark. Der skal nytænkning til, slår han fast.