Jobnet dur ikke: 'De er totalt ligeglade med borgerne'

Rene Mehlbys jobagent har ikke virket i over en måned

Siden 5. december har en fejl på jobcentrenes hjemmeside Jobnet.dk plaget René Mehlbye.

58-årige René har været ledig i et år og to måneder, og sender flittigt ansøgninger på opslag inden for administration, salg og kundeservice. Det bliver til omkring 30 ansøgninger om måneden.

Men siden begyndelsen af december har René Mehlbye brugt meget tid på manuelt at søge efter job i stedet for at skrive ansøgninger. Jobnet.dk's såkaldte 'Jobagent', der er en automatisk funktion skræddersyet til at oplyse ham om alle relevante stillinger, virker nemlig ikke. Det betyder, at han skal lede manuelt efter relevante stillinger blandt i skrivende stund 12.244 ledige stillinger.

- Det er dødsens-besværligt, fordi vi skal logge ind på jobnet for at lede manuelt efter ledige jobs, der er relevante for os. På den anden måde kommer der jo en mail til os fra jobagent, siger han til Ekstra Bladet.

Også René Mehlbyes bedre halvdel, Kirsten på 59, er ramt af problemet. Hun har været arbejdsløs i seks måneder.

- Det kan godt være, man kan kalde det for dovenskab, men når man ringer og spørger dem, hvornår det kommer til at virke igen, så gider de ikke engang fortælle, hvad der er galt med den, og hvornår det kommer til at virke igen. Det er simpelthen så typisk for jobcentrene. De er totalt ligeglade med borgerne og er der kun for deres egen skyld, siger René Mehlbye.

En tur over knæet
På Jobnets hjemmeside fremgår det, at fejlen, som har plaget René Mehlbye, opstod for nogle brugere 5. december sidste år, men hjemmesiden oplyser ikke, hvornår fejlen udbedres.

- Nu har fejlen været der i over en måned, og vi har ikke fået nogen som helst former for beskeder fra dem. Jeg vil så gerne bare have et arbejde.



Beskeden på Jobnets hjemmeside. Det vides ikke, hvor mange der er ramt af fejlen. (Foto: Screendump)
Beskeden på Jobnets hjemmeside. Det vides ikke, hvor mange der er ramt af fejlen. (Foto: Screendump)


Ansvaret for jobagenten ligger under Arbejdsmarkedsstyrelsen, og her indrømmer man, at Jobagentens fejlramte brugere godt kunne trænge at blive bedre oplyst.

- Hvorfor virker jobagenten ikke?

- Der er en fejl på jobagenten i øjeblikket. Det er en fejl hos vores leverandører. Så snart vi blev opmærksomme på fejlen, har vi arbejdet på at finde en løsning. Jeg har netop henvendt mig til vores teknikere, og det er noget, som de sidder og arbejder hårdt på at udbedre lige nu.

- Jobagent er en service, vi har til borgerne for at gøre det nemmere at søge job. Det er ikke en ydelse, man har ret til, men det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke skal fungere, siger kontorchef Jesper Lux til Ekstra Bladet.

- Hvorfor tager det så lang tid at få det til at virke igen?

- Vi havde faktisk fået det til at virke i nogle dage, men så er der et eller andet, der ikke spiller. Vi har lagt en fejlmeddelelse ud til brugerne på vores hjemmeside, men hvis der ikke er frist på, så er det fordi, at vi ikke ved, hvornår det kommer til at virke igen. Det kan godt være, vi bør se på den fejlmeddelelse og give den en tur over knæet, siger Jesper Lux.

Har du også problemer med Jobnet? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send os en mail på 1224@eb.dk