Ingen regning for redningsaktion: Offpiste-redninger er gratis

Det forholder sig anderledes, hvis ulykker sker på resort-hotellernes områder

Foto: Klavs Bo Christensen
Foto: Klavs Bo Christensen

Trods en seks timer lang og ekstremt krævende redningsaktion venter der ingen regning for Karsten og Kasper Stranges efterladte. De franske regler er nemlig indrettet sådan, at aktioner udført af de lokale gendarmer og politifolk uden for de gængse løjper – altså offpiste – betales af staten.

Anderledes er det, hvis der sker ulykker på resort-hotellernes områder. Her er det de forulykkede eller deres forsikringsselskab, der må betale den høje pris for at sende professionelle folk ud på ski og med helikopter.

- Sådan er det i Frankrig, siger Jean-Baptiste Bois, som var med til at finde de to danske brødre.

Dræbt i lavine: Her døde danskerne

Efter bjærgningen til redningsstationen Altiport ved Alpe d'Huez blev der først taget billeder af de to afdøde på 45 og 41 år. Derpå er ligene blevet fragtet til Grenoble, som er den nærmeste større by, cirka 70 kilometer fra skisportsområdet.

Og mens bjærgningsfolkene fortsætter arbejdet med at finde eventuelt materiale på ulykkesstedet, er det en sag for det danske konsulat og de omkomnes forsikringsselskab at sørge for hjemtransporten.