Gravsten brugt i ny havnemole

Gravsten med tydeligt navn og dato er en del af ny mole i Svendborg

(Foto: Morten Rode)
(Foto: Morten Rode)

Navn, fødselsdato og indgraveringen 'Tak for alt' kan i øjeblikket læses på en gravsten på Rantzausminde lystbådehavn i Svendborg.

Der er dog ikke tale om et gravsted for en afdød sejler, men derimod en sten i en ny mole.

Gravstenen ligger øverst, så det meste af indgraveringen kan læses af forbipasserende.

- Jeg blev meget forundret, da jeg så det, fortæller havnemester Hans Søby.

Havnen i Svendborg blev opmærksomme på stenen før jul.

- Vi bad entreprenøren om at fjerne den, men det har endnu ikke været muligt, da der skal en flydepram ud på vandet for at få den fjernet, men nu kommer den væk, siger Hans Søby.

Ifølge havnemesteren er det ikke normalt at bruge gravsten i moler, men entreprenøren oplyser, at det dog er sket før.

- Hvis de finder en gravsten, så plejer de at blive smidt ud eller brugt nederst i molen under vandet, fortæller Hans Søby.

Ifølge informationskonsulent i kirkeministeriet Jørgen Engmark er der ingen regler for brugen af gravsten.

- Den tilhører den, der har betalt den. Så hvis et gravsted bliver nedlagt, kan familien tage stenen med sig, eller så kan kirkegården overtage den, oplyser Jørgen Engmark.

Gravstenen i molen stammer fra et stenbrud i Odense, men hvordan den er havnet der, ved entreprenøren ikke.

I følge Fyns.dk blev gravstenen fjernet i løbet af tirsdagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer