Sådan opstod Valentinsdag

14. februar står i kærlighedens tegn, men det er ikke - som mange tror - kun en moderne amerikansk tradition importeret af blomsterhandlerne

Allerede torsdag markerede dette ægtepar - 33-årige Teerachai Sittiphol og bruden Pasanan Thetyukunnthon på 36 år - Valentinsdag ved at skyde en pil gennem et hjerte. Den symbolske handling fandt sted i Prachinburi provinsen i det østlige Thailand (Foto: AP)
Allerede torsdag markerede dette ægtepar - 33-årige Teerachai Sittiphol og bruden Pasanan Thetyukunnthon på 36 år - Valentinsdag ved at skyde en pil gennem et hjerte. Den symbolske handling fandt sted i Prachinburi provinsen i det østlige Thailand (Foto: AP)

En del mænd har problemer med at huske bryllupsdagen, årsdagen for det første kys eller hvad der nu stilles af krav - udover naturligvis konens telefonnummer, når man er lettere forsinket.

Og så skal de samtidig huske den 14. februar - mener nogle kvinder.

Bunker af blomster, hjerteformede glimmerkort og chokoladeæsker sendes i alle retninger på netop denne dato. Den kaldes som bekendt Valentinsdag og er blevet pumpet op til at være den store kærlighedsdag gennem de senere år.

Al den aktivitet kan der tjenes penge på, så restauranterne har fundet de røde stearinlys frem og har særlige menuer til middag for to, rejsebureauer reklamerer med romantiske rejsemål, ligesom datingssites benytter datoen til at få fat i kunder, som ikke har nogen af dele denne dag med.

Valentines Day er kæmpestort i USA, og har været i mange år. Her spiller det kommecielle en alt andet end ubetydelig rolle. Det menes, at der sendes næsten 200 millioner valentineskort hvert år, der sælges gigantiske mængder af blomster og foræres chokolade nok til udvikling af masser af fedme og sukkersyge.

Se også: Mænd er trætte af valentinsdag

Naturligvis er der nærigrøve her i landet, der siger: 'Det der hopper jeg ikke på. Det er bare en kommerciel amerikansk opfindelse med det formål at plukke mig'.

Det er både rigtigt og forkert.

Vakse forretningsfolk importerer gerne alt hvad de kan tjene penge på, ligesom Post Danmark sikkert gerne så et supplement til det svingende salg af julekort, men vi skal meget længere tilbage for at finde oprindelsen på datoen.

Den 14. februar hedder også Valentinus' dag. Og Sankt Valentin er et ønskescenarie for enhver rationaliseringsekspert. Navnet dækker nemlig over hele tre helgener, som alle led martyrdøden. Navnedagen blev indstiftet af pave Gelasius omkring år 498 og det blev sagt, at det var den dag hvor fuglene begyndte at parre sig. Så kig op i træerne og find inspiration.

Visse kilder skriver at paven fik navnet gennemført i 496, men de fleste er enige om at en af helgenerne er den romerske præst Valentin, der i år 269 blev halshugget under Claudius II.

Claudius havde fået den ide, at romerske soldater ikke måtte gifte eller forlove sig, formentlig for at holde dem i kampform på en lidt anden måde end det parforholdet kaster af sig. Valentin brød sig ikke om det - uanset at han som romersk præst vel var vidende om cølibat - så han fortsatte ufortrødent med at gifte soldater.

Præsten blev arresteret, fængslet og henrettet den 14. februar.

Der forskes jo i alt og derfor også i dagens oprindelse. Nogle forskere - men bestemt ikke alle - henviser også til den gamle romerske højtid Lupercalia, som var en festival der blev afholdt til ære for en af de romerske guder, Lupercus. Der var i den forbindelse en række ritualer, som handlede om at sikre frugtbarheden. Ønsker du at genopleve eller hædre dette, så bliver vi nødt til at henvise til, at den blev afholdt den 15. februar, altså først i morgen.

Heldigvis rammer den dato i år en lørdag, så måske er det alligevel en anledning til at arbejde lidt med frugtbarheden eller de øvelser den forbindes med.

0 kommentarer
Vis kommentarer