Tidligere mobbeoffer: Jeg gad ikke leve

20-årige Nicolai er blevet mobbet hele sin skolegang og var tæt på at begå selvmord

Nicolai Pedersen er blevet mobbet det meste af sit liv. (Foto:TV2)
Nicolai Pedersen er blevet mobbet det meste af sit liv. (Foto:TV2)

Da Nicolai Pedersen skulle begynde i 1.klasse på skolen i Karlslunde var han spændt. Han glædede sig til at lære noget, og at få nogle nye gode kammerater, som måske kunne følge ham resten af livet. I stedet for kom han til at opleve ni år i helvede. Det har han valgt at fortælle om i minidokumentarserien 'Mobbet' som bliver sendt tirsdag aften på TV2.

- Det begyndte nærmest den første dag. Jeg er rødhåret og ranglet og har åbenbart også en lang hals, så allerede på grund af udseendet var jeg et nemt offer, fortæller Nicolai, da Ekstra Bladet møder ham.

Selv når han smiler, har han en anelse sørgmodighed i øjnene. Han taler meget korrekt og 'voksent' af en 20-årig at være, hvilket han begrunder med, at han altid har siddet meget sammen med de voksne i skolen, SFO og hvor han ellers skulle beskytte sig for sine plageånder.

Fik tæv
Det var især tre drenge i klassen, der gjorde hver eneste skoledag til et mareridt for Nicolai. I starten var det øgenavne som 'jordbærhjelm' og 'girafhals' han måtte lægge øre til. Senere blev det mere voldsomt. I 2.klasse blev forældrene skilt, hvilket gjorde Nicolai endnu mere sårbar og ked af det.

Se også: Ekspert: Derfor mobber børn

- I 4. klasse udviklede det så sig så også til vold. Jeg er et meget følsomt menneske, så de gjorde alt for, at jeg skulle 'flippe' ud, så de både kunne grine af mig og få mig til at slås. Men jeg kom jo ingen vegne i en slåskamp, da jeg absolut ingen muskler har. Så jeg blev tit overfaldet med slag og spark - og var mere eller mindre hjælpeløs.

Med tiden blev Nicolai Pedersen mere og mere indelukket. Timerne i skolen gik med at bekymre sig om, hvordan han skulle overleve hvert frikvarter.

- Det var ekstremt angsprovokerende og stressende. Jeg sad bare og tænkte over, hvordan jeg hurtigst kunne komme ud ad døren eller vinduet. Derfor lærte jeg heller ingenting.

Det var ikke fra lærere eller andre elever, at Nicolai fik hjælp. Faktisk så resten af klassen bare til eller var med til drillerierne. Det eneste sted hvor Nicolai kunne føle sig nogenlunde glad var fritiden i skydeklubben og til FDF.

Ny skole - nyt mareridt
Efter flere års forsøg lykkedes det endelig for Nicolai at skifte skole. Han håbede dermed, at han kunne få en slags ny start i det skolesystem, som kun havde budt på nederlag. Men sådan skulle det ikke gå.

- Jeg var jo blevet meget indelukket af alle de års mobning. Så det eneste jeg tænkte på var, at man ikke lagde mærke til mig, så jeg i det mindste ikke ville få bank. Men det gjorde jo også, at jeg aldrig blev inviteret til noget. Og det gør altså ondt at sidde og lytte til alle de andre tale om et arrangement, man ikke skal eller har været med til.

Desuden gik drengene i klassen meget op i fodbold. Så også dér var det svært for en computernørd at komme ind i fællesskabet. Og endnu værre var, at en gruppe drenge fra parallelklassen fik øje på den høje rødhårede dreng.

- Så begyndte det forfra med trusler, vold og forfølgelse. Nu var det bare en gruppe på syv-otte stykker, der var efter mig.

Mobningen foregik også på de sociale medier. Beskeder som: 'Fuck dig dit klamme svin. Du er død i morgen.' kom hyppigt frem i indbakken, og der blev ligeledes sendt trusler om tæv og andre ubehageligheder på SMS.

- Til sidst fik jeg hemmeligt nummer. Jeg sørgede også for, at de ikke fandt ud af, hvor jeg boede. Så havde jeg da et helle, når jeg var hjemme på mit værelse. Alene.

Da sommerferien var slut efter det første år på den nye skole, overvejede Nicolai for første gang at tage sit eget liv. Han havde udset sig hvilken slags medicin, der skulle sluges, da hans søster sendte en sms med tre små ord: 'Er du okay'.

- Der blev jeg lige mindet om, at der jo rent faktisk var nogen, der tænkte på mig, og som nok ville blive ked af det, hvis jeg døde. Så hun reddede mit liv den dag, siger han.

Holdt det for sig selv
I det meste af 7. og 8. klasse var Nicolai væk fra skolen. Han ville simpelthen ikke derhen. Kunne ikke se grunden til, at han blot skulle møde op for at blive svinet til.

Men hans mor tvang ham tilbage i skolen. Uvidende om, hvad hendes søn hver dag blev udsat for. I stedet for at fortælle hende det, bed Nicolai det i sig.

- Mine forældre vidste jo godt, at mobningen havde foregået på den gamle skole. Så jeg ville bare ikke have, at de skulle blive kede af det igen.

Men i den periode kom selvmordstankerne op flere gange.

Det var således med stor lettelse, at Nicolai afsluttede 9. klasse. Godt nok var karaktererne langt fra imponerende, men han skulle aldrig se sine mobbere igen.

Livet vender
Han startede på Brøndby Idrætsefterskole i 10. klasse, hvilket Nicolai beskriver som det bedste år i sit liv.

- Der gik selvfølgelig et par måneder, hvor jeg var meget usikker og bange. Jeg så mig hele tiden over skulderen og tænkte: 'Gad vide hvornår der er nogen, der begynder at mobbe mig'. Men da det gik op for mig, at det simpelthen bare ikke fandtes på det sted - der blev jeg virkelig lettet.

Nicolai havde især en lærer, som han knyttede sig til og som støttede ham meget mentalt. For første gang følte Nicolai, at han var noget værd - og ligeledes for første gang var han i stand til at få venner i skolen.

Nicolai går i dag i gymnasiet på deltid på Greve Gymnasium. Det var først, da han startede på gymnasiet, at han fandt ud af, at der udover mobningen var en grund til, at han havde svært ved at modtage undervisning.

- Det er helt grotesk. Jeg har åbenbart været ordblind i alle de år, uden at nogen fandt ud af det, siger han.

Han går nu til en skolepsykolog, som hjælper ham med at kapere de rædselsfulde skoleår, han har været igennem. Han kan stadig mærke, at han får angst, hvis han befinder sig i store menneskemængder, hvor han ikke kender folk.

- Jeg kan ikke overskue, hvis jeg ikke ved, hvad der kommer. Jeg har brug for at være sammen med folk, jeg er tryg ved. Ellers går jeg lidt i panik.

Den 20-årige mand ser nu positivt på fremtiden. Drømmen er at blive pædagog, så han måske kan forhindre, at andre børn og unge bliver mobbet. Men selv om han har fået det meget bedre, vil mobningen altid sidde i kroppen.

- Jeg plejer at beskrive det som et papir, der bliver krøllet sammen. Lige meget hvor meget man efterfølgende forsøger at glatte det ud, vil man altid kunne se rillerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer