Sirius-patrulje evakueret efter sneskred

Otte slædehunde fra Sirius-patruljen er blevet slået ihjel i et sneskred under en patrulje i Grønland

Arkivfoto: Lars Ulsø/Polfoto
Arkivfoto: Lars Ulsø/Polfoto

Forsvarets Siriuspatrulje har evakueret sit slædehold 4 i det nordligste Grønland efter en ulykke ude i ødemarken.

Otte af holdets 12 slædehunde blev slået ihjel i et sneskred, men de to patruljesoldater slap heldigvis uskadt og slog derefter lejr et sikkert sted i nærheden.

Mændene og de resterende hunde i slædepatruljen blev fundet sent lørdag eftermiddag af et propelfly, der var blevet rekvireret af forsvarets Arktiske Kommando.

Sneskreddet, der dræbte slædehundene, fandt sted cirka 550 kilometer vest for den såkaldte Station Nord, der ligger i det allernordligste Grønland.

- Ulykken er sket under den årlige forårspatruljering. Under passage af et smalt elvleje satte slæden sig fast ved nogle klipper, skriver forsvaret i en pressemeddelelse.

- Under arbejdet med at komme fri, skred en større og hård snemasse ned over de forreste hunde. De blev dræbt på stedet, lyder det.

Siriuspatruljen er en lille, militær specialenhed, som tilbagelægger enorme afstande i det nordøstlige Grønland på slæderejser. Blandt andet med det formål at håndhæve dansk suverænitet i det enorme naturområde.

De første spæde skridt til oprettelsen af Slædepatruljen Sirius foregik i 1950 med megen lav profil. Indledningsvis hed projektet Operation Resolut, og medarbejderne blev rekrutteret fra befalingsmænd i forsvaret .

I 1952 blev Slædepatruljen Resolut officielt etableret, og hovedkvarteret blev flyttet fra Ella Ø til Daneborg.

Da der fandtes en canadisk vejrstation med navnet Resolute Bay, omdøbtes patruljen i 1953 for at undgå misforståelser til Slædepatruljen Sirius - efter den klareste stjerne i stjernetegnet Store Hund.

Slædepatruljen Sirius blev i 2006 underlagt Grønlands Kommando og består af 12 personer i slædepatruljen og to personer ved forsvarets vagt i Mestersvig.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere