Bekræftet: Lærerforhandlinger brudt sammen

Der er ikke flere møder i kalenderen mellem lærerne og KL, og dermed er forhandlingerne brudt sammen

Arkivfoto: Lars Krabbe
Arkivfoto: Lars Krabbe

Forligsinstitutionen bekræfter nu, at der ikke er planlagt flere møder mellem Lærernes Centralorganisation og KL om tilrettelæggelsen af lærernes arbejdstid. Dermed er forhandlingerne officielt brudt sammen.

Ifølge Forligsinstitutionen er topforhandlerne fra KL og LC dog velkomne til at banke på døren og genoptage forhandlingerne, men det bliver ikke på initiativ fra forligskvinde Mette Christensen.

Der kommer heller ingen officiel melding fra forligskvinden om, at forhandlingerne er brudt sammen. Det signal sørgede parterne nemlig selv for at sende klart og tydeligt, da de skiltes fredag aften, lyder det fra Forligsinstitutionen.

Dermed er sandsynligheden øget for, at lockouten af cirka 50.000 lærere træder i kraft 2. april. Hvis en lockout skal undgås, kræver det, at de uenige parter selv tager initiativ til at forhandle videre.

Sammenbruddet, der bekræftes af både KL og Lærernes Centralorganisation, kommer efter langvarige forhandlinger om lærernes arbejdstid.

Forhandlingerne tog en noget usædvanlig drejning fredag aften, da forhandlingerne i hele to omgange brød sammen.

I første omgang erklærede lærerformand Anders Bondo Christensen over for de fremmødte journalister, at forhandlingerne var brudt sammen.

KL's Michael Ziegler og lærernes Anders Bondo Christensen skændtes for åben skærm på TV2 News efter sammenbruddet, men derefter gik de op til forhandlingsbordet igen.

Et par timer efter måtte parterne dog igen gå fra hinanden med uforrettet sag, og fra begge parter lød, at aftenens andet sammenbrud dog en realitet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere