Verdens ledere siger farvel til Chavez: Her er listen

Både Irans Ahmadinejad, Cubas Castro og Hvideruslands Lukasjenko deltager i statsbegravelsen

Det bliver en blanding af berømte og berygtede statsledere, der fredag er med til begravelsesceremonien for Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez.

55 statsoverhoveder og regeringsledere fra både Afrika, Asien, Europa og Latinamerika flyver til Caracas for at sige et sidste farvel til den socialistiske revolutionsleder - heriblandt flere USA-fjendtlige personligheder.

Chavez havde en tæt relation til flere kontroversielle og forhadte ledere igennem sine 14 år ved magten i det sydamerikanske land.

Han var for eksempel venner med Syriens præsident, Bashar al-Assad, Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, og den afdøde libyske leder Muammar Gaddafi.

Chavez' tætteste allierede - Cubas præsident Raul Castro - ankom torsdag til den venezuelanske hovedstad for at besøge Chavez' lig, som ligger til offentligt skue i en kiste på et militærakademi i byen.

Ahmadinejad og præsidenten i Hviderusland, Aleksander Lukasjenko, er de næste to ledere, der lander i Venezuela.

Stort set alle statsoverhoveder i Latinamerika deltager i fredagens ceremoni - heriblandt Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, og hendes forgænger, Luiz Inacio Lula da Silva, Ecuadors præsident, Rafael Correa, og Bolivias leder, Evo Morales.

Flere EU-lande sender embedsmænd til Venezuela, mens USA ifølge nyhedsbureauet Reuters vil være repræsenteret af en gruppe embedsfolk samt mindst et medlem af Kongressen.

Spanien er repræsenteret ved landets tronarving - prins Felipe - mens Frankrig sender ministeren for oversøiske anliggender. Desuden sender Rusland landets udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Hugo Chavez, som tirsdag døde af et hjertetilfælde efter lang tids kræftsygdom, har ligget lit de parade på militærakademiet i Caracas siden onsdag.

Begravelsesceremonien finder sted fredag klokken 16.30 dansk tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere