Lars Larsens søn opgiver at blive ny dynekonge

Jacob Brunsborg vil hellere være iværksætter end afløse sin far som topchef for dyneimperiet Jysk

Lars Larsens søn vil ikke overtage efter sin far. (Arkivfoto: Rasmus Baaner)
Lars Larsens søn vil ikke overtage efter sin far. (Arkivfoto: Rasmus Baaner)

Det bliver ikke i familien, når stifteren og lederen af Jysk, Lars Larsen, engang trækker sig tilbage og overlader styringen af succesforetagendet til en anden.

Dynekongens søn, Jacob Brunsborg, er ikke interesseret i at efterfølge sin far, afslører han i et interview med Børsen.

Siden sine helt unge år har den nu 40-årige Jacob Brunsborg været kørt i stilling til posten som daglig leder af Jysk. De seneste år som varemærkedirektør. Men i al stilhed har han trukket sig fra posten. Fremover vil han være iværksætter.

- Der skal hverken festes eller drikkes gravøl, fordi jeg stopper som brand director i Jysk.

- Der er ikke nogen, der overtager jobbet, og jeg fortsætter med at gøre de ting, som jeg har gjort de seneste år, bare uden at være en del af driftsorganisationen mere, siger han til Børsen.

Jacob Brunsborg beholder sin bestyrelsesposter i Jysk-koncernen, og så vil han kaste sig over nye forretningsområder, der intet har med dyner, puder og madrasser at gøre.

De seneste år har han blandt andet satset en del af familiens formue på at etablere sushi- kæden Dondon, luksusgolfbilen Garia samt hotel og brasserie Ferdinand i Aarhus.

Indtil videre har han dog ikke haft den store succes. De tre selskaber gav et tocifret millionunderskud ifølge de seneste regnskaber. Selskaberne er siden købt af Lars Larsen og indgår nu i det enorme forretningsimperium.

Lars Larsen har flere gange frarådet sin søn at stile efter at blive topchef for Jysk.

- Jeg har prøvet at advare min søn mange gange, og tror også, han er ved at forstå, at man behøver ikke at være administrerende direktør for at arbejde i en virksomhed, sagde han sidste år til Børsen.

64-årige Lars Larsen, der ifølge det amerikanske magasin Forbes er blandt Danmarks rigeste personer med en formue på over 21 milliarder kroner, har ud over sønnen også en datter, der driver et landbrug i Nordjylland.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere