Thorning besøger danske soldater på krigsskib

Med en ny pirataftale med Tanzania i tasken besøgte statsministeren besætningen på fregatten Iver Huitfeldt

Foto: Anita Graversen/Polfoto
Foto: Anita Graversen/Polfoto

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) glæder sig over, at Danmark har fået en ny mulighed for at retsforfølge og fængsle pirater, der bliver taget til fange af danske krigsskibe i Adenbugten.

Under et besøg i Tanzanias hovedby, Dar es Salaam, har Thorning fået løfte om, at Tanzania fremover vil samarbejde med Danmark om det retslige efterspil for piraterne.

- Det er helt afgørende, at vi har en mulighed for, at de pirater, der tilbageholdes, kan retsforfølges og komme i fængsel, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Ved underskrivelsen af pirataftalen lagde Tanzanias præsident, Jakaya Kikwete, ikke skjul på. at FN har kritiseret forholdene i Tanzanias ofte overfyldte fængsler, og at eventuelle tilfangetagne pirater ikke kan forvente "femstjernede fængsler" som i Danmark.

Men Thorning mener, at Danmark har sikret sig bedst muligt med den nye pirataftale.

- Det ligger også i overdragelsesaftalen her, at de skal behandles humanitært, og alternativet har jo aldrig været, at de skulle til Europa og sidde i fængsel. Derfor skal man finde de bedst mulige løsninger i regionen her, siger Thorning.

Kort efter mødet med den tanzaniske præsident kunne statsministeren selv se, hvordan jagten på piraterne foregår.

Den danske fregat Iver Huitfeldt havde nemlig taget en kort pause fra piratjagten i Adenbugten og lagt til havn i Dar es Salaam, hvor statsministeren fik en rundvisning og talte for de godt 150 danske udsendte på skibet.

Og den nye overdragelsesaftale fik også en varm velkomst fra kommandørkaptajn Carsten Fjord-Larsen, der er chef på fregatten Iver Huitfeldt.

- Fra at vi næsten skulle sende alle tilfangetagne pirater ind på kysten, så betyder det her internationale samarbejde, at den sandsynlighed er væsentligt reduceret.

- Den her arbejdsdeling med, at vi stiller politibilerne - altså krigsskibene - til rådighed, men retsforfølgelsen sker i regionen. Det virker fra mit synspunkt som en logisk arbejdsdeling, siger han.

Danmark har siden 2008 deltaget i antipiratoperationer i Adenbugten ud for Somalias kyst. Iver Huitfeldt har været udsendt siden oktober sidste år og sætter efter planen kurs mod Danmark igen i april.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere