Analytikerne lurer på rentesænkning

Torsdag fastsætter ECB renten. Og det kan være, at den får endnu et nøk ned, lyder det fra Danske Bank

Rente i Euroland ligger på sit laveste nogensinde. Og det kan være, at udlånsrenten får endnu et hak ned fra 0,75 procent til 0,5 procent.

Det vurderer Frank Øland, der er europaanalytiker i Danske Bank forud for rentemødet i ECB - Den Europæiske Centralbank - torsdag eftermiddag.

- Når man kigger ud over euroområdet, så ser man et pænt økonomisk opsving i Tyskland, men resten af landene er i en sørgelig forfatning, vurderer Frank Øland i sin renteprognose.

- En række økonomiske nøgletal har skuffet på det seneste. Det ser ud til, at væksten i euroområdet i år kan blive på prangende nul procent. Derfor bør ECB på rentemødet diskutere, om de skal gøre mere for at sparke gang i økonomien, skriver han.

Og udebliver rentesænkningen torsdag, er det Danske Banks forventning, at ECB vil sænke renten i løbet af de næste par måneder. ECB's udlånsrente er allerede på det laveste niveau nogensinde.

Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, siger, at de seneste måneder har vist små tegn på fremgang i eurozonens økonomi. Det giver ECB et figenblad til at retfærdiggøre, at der ikke er behov for en rentenedsættelse nu.

- Men senere på året kan ECB blive tvunget til at bide til bolle, hvis inflationen fortsætter ned og truer med at udvikle sig til en ødelæggende deflationsspiral, hvor priserne falder og dermed kvæler den økonomiske vækst, siger Jacob Graven.

Sænker ECB renten, så følger Nationalbanken efter, vurderer økonomerne. Udlånsrenten i Danmark ligger på 0,3 procent.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere