Microsoft-millioner kan ende i Rudersdal

Vinder Skat milliard-sagen mod Microsoft, vil der være over en halv milliard kroner til Rudersdal Kommune

Den nordsjællandske velhaverkommune Rudersdal kan se frem til en klækkelig gevinst, hvis Skat vinder sagen mod Microsoft. Det oplyser DR Nyheder.

Skat mener, at den amerikanske it-gigant har snydt den danske statskasse for 5,8 milliarder kroner i en skattesag, der betegnes som Danmarkshistoriens største.

Vinder Skat, vil en betydelig del af beløbet tilfalde kommunen - det er nemlig her, Microsofts danske udviklingsafdeling har hjemme.

Ifølge DR Nyheders oplysninger kan Rudersdal se frem til et sted mellem 500 og 750 millioner kroner - penge nok til at opføre tre til fire spritnye plejehjem eller skoler.

I kommunen, der har et årligt budget på omkring fire milliarder kroner, glæder man sig over udsigten til de mange ekstra millioner:

- Jeg ser da gerne, at en del af de her penge havner i vores kommunekasse. De vil kunne gøre underværker, siger Jens Bruhn, medlem af byrådet i Rudersdal Kommune for Socialdemokraterne.

Ifølge skattereglerne tilfalder 13,41 procent af selskabsskatten den kommune, som en virksomhed har adresse i.

Microsoft-sagen handler om, hvorvidt Microsoft i årene efter købet af den danske it-virksomhed Navision i 2002 prissatte rettighederne til Navisions økonomistyringsprogram for billigt.

Microsoft overførte kort efter handlen rettighederne fra det danske selskab til et datterselskab i lavskattelandet Irland.

Det er den manøvre, Skat har kig på. Ifølge Skat solgte Microsoft rettighederne til det irske datterselskab alt for billigt, hvorved den danske statskasse gik glip af milliarderne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere