DSB spildte 51 millioner på it-system

Et nyudviklet, dyrt it-system blev skrottet, da DSB's planer om togdrift i andre lande gik i vasken

I 2010 smed DSB 51 millioner kroner efter et nyt omfattende it-system, som aldrig blev taget i brug. Det skriver Søndagsavisen.

Udviklingen af systemet "DSB in a Box" blev påbegyndt, mens statsbanerne stadig havde ambitiøse planer om togdrift i andre lande, særligt i Sverige. Men planerne slog som bekendt fejl, og it-systemet blev droppet i 2011.

Medlem af Folketingets Transportudvalg for Venstre Martin Geertsen mener, at sagen er endnu et eksempel på, "at DSB ikke kan administrere noget som helst".

- Det er desværre penge ud af vinduet. Man kan kun håbe på, at alle disse skandaler kan få DSB til at forstå, at skatteydernes penge skal bruges ordentligt, siger Martin Geertsen til Søndagsavisen.

Fejlinvesteringen fremgår af et udvalgssvar til transportudvalget, hvor transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har redegjort for sagen overfor Martin Geertsen.

Det var it-firmaet CGI Danmark A/S, der skulle udvikle "DSB in a Box", som blandt andet skulle organisere alt fra vagtplaner for menige medarbejdere til store internationale indkøbskontrakter.

DSB har i øjeblikket en voldgiftssag kørende med CGI Danmarks A/S om det skrottede it-system. Det betyder, at tabet på systemet kan stige yderligere. Sagen ventes afsluttet i løbet af 2013.

- Jeg synes efterhånden, at der er så mange sager, at man bør overveje at indblande Rigsrevisionen i sagen, siger Martin Geertsen.

Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, skyder skylden på den tidligere regering og DSB's forhenværende ledelse:

- Kombinationen af den tidligere regerings manglende kontrol og den daværende ledelse i DSB's drift har været en giftig cocktail for skatteborgerne, siger Henning Hyllested.

Søndagsavisen har forsøgt at få DSB's kommentar til sagen, men har indtil videre fået at vide, at ledelsen overvejer at give interview i sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere