Mors virus og babygen kan give skizofreni

En udbredt virus og gener spiller sammen på en måde, der kan øge risikoen for at udvikle skizofreni betydeligt. Det sker allerede i fostertilværelsen

Hvert år får 500 danskere stillet diagnosen skizofreni. Sygdommen er en af de mest gådefulde og alvorlige sindslidelser, der findes og ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO blandt klodens syv mest invaliderende sygdomme.

Men nu har et internationalt forskerhold under ledelse af Aarhus Universitet fundet ud af, at et sammenfald af et udbredt virus hos moren og en gen-variant hos babyen øger risikoen for, at barnet udvikler skizofreni.

Som de første i verden har de scannet hele arvemassen hos hundredevis af syge og raske personer for at se, om der er samspil mellem generne og en udbredt virustype.

De kvinder, der bærer den milde virus i sig - og det gør 70 af kvinderne - viser sig statistisk at have en betydelig øget risiko for at føde et barn, der udvikler skizofreni, hvis barnet samtidig har den omtalte gen-variant. Denne variant findes hos 15 pct.

Risikoen er fem gange større end ellers, skriver forskerne i verdens førende tidsskrift indenfor psykiatrisk forskning Molecular Psychiatry.

Oftest ved man ikke selv, at man har virussen, da det normalt er en meget mild virus, beslægtet med herpes. Og forskerne understreger også, at der ikke er grund til alarm. Selv om begge risikofaktorer er til stede hos mor og barn, kan der være en lang række andre forhold i arvemassen, der modvirker sygdommen hos barnet.

Men opdagelsen er banebrydende, fordi den på sigt kan bane vej for en vaccine mod virussen og dermed forebygge rigtigt mange tilfælde af skizofreni.

- Da det er en sygdom som er voldsomt belastende for både patienten og de pårørende, vil det være et stort fremskridt, når det bliver muligt. Men på kortere sigt er det med til at give et bedre billede af, hvad skizofeni skyldes og dermed lave bedre medicin, siger professor i medicinsk genetik ved Aarhus Universitet, Anders Børglum.

Skizofrene har store problemer med kontakt og kommunikation til omverden og samtidig ofte psykotiske tendenser, der giver store forstyrrelser af tænkning, opfattelse og det følelsesmæssige område.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere