Ballonskipper efter rekordflyvning: Jeg har flere drømme

281 kilometer blev det til, da en stolt Niels Hvid satte ny Danmarksrekord for flyvning med varmluftsballon

I mere end seks en halv time kiggede ballonskipper Niels Hvid på, mens Sjælland, havet og Tyskland drev forbi under ham.

Det er en ny Danmarksrekord. Den tidligere lød på fire timer og 37 minutter i luften. Med den ene rekord fulgte også den anden - Niels Hvid nåede nemlig 281 kilometer på sin færd og trækker således markant fra den tidligere rekord på 156,8 kilometer.

- Jeg er utroligt glad. Det har været fantastisk, fortæller en begejstret Niels Hvid til Ritzau.

Den lange flyvning er blevet fulgt fra jorden af rekordmagerens bror, Anders Hvid, der nu sørger for at ballonskipperen kommer tilbage til Danmark med jordforbindelsen i behold.

- Følelsesmæssigt har jeg armene over hovedet, men mentalt er jeg godt brugt, fortæller den 26-årige skipper, der har haft rigeligt at se til med vindforhold, beregninger og kontroller hele vejen.

Derfor ser han også mest frem til en lang nat under dynen.

- Men det skal da snart fejres med noget god mad og drikke. Det er jo en bedrift, der sjældent bliver gjort i Danmark, siger Niels Hvid.

Faktisk er det 23 år siden, der sidst blev sat rekorder i disse to discipliner. Så længe har den nye rekordindehaver dog ikke brug for titlen.

- På den ene side vil jeg gerne have rekorden i mange år, men på den anden side ønsker jeg, at flere skal gå i mine fodspor og udfordre, hvad der er muligt, siger Niels Hvid.

Han har allerede selv endnu et rekordforsøg i tankerne. Nemlig højeste flyvning. Den nuværende rekord lyder på 5595 meter. Niels Hvid forestiller sig at forsøge at slå denne rekord ved en flyvning nord for polarcirklen, og måske slå sine egne rekorder i samme forsøg.

- Drømmene er der, men nu skal jeg først lige hjem og synke det her og så kan vi begynde at kigge på nye projekter. Jeg elsker at flyve specielle flyvninger, fortæller den stolte rekordindehaver.

Niels Hvid fløj fra Jyderup og landede lige uden for den tyske by Mirow, der ligger mellem Neubrandenburg og Berlin.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere