KL: Nødberedskab skal sikre pasning af skoleelever

Forældre skal ikke frygte, at deres børn ikke bliver passet, hvis lockout af skolelærere træder i kraft

Selvom lockout-varslet fra Kommunernes Landsforening (KL) kan betyde tomme klasselokaler på landets skoler, skal forældre ikke frygte, at de bliver tvunget til at tage fri fra arbejde for at passe deres børn.

KL har nemlig iværksat et nødberedskab, der skal tage hånd om pasning af tusindvis af skolebørn, der kan blive ramt af konflikten. Det oplyser KL's formand, Erik Nielsen (S)

- Vi sender en beredskabsplan ud fra KL til alle kommuner. Beredskabet skal være i den enkelte kommune af hensyn til eleverne. Vi gør os overvejelser om, hvordan kan man hjælpe, så færrest mulige bliver berørt i forhold til forældre og elever, siger han.

Erik Nielsen mener, at man ude i de enkelte kommuner må finde ud af, hvad behovet er for pasning. Han anerkender, at situationen ikke er særlig rar for tusindvis af forældre, der har børn i den skolepligtige alder.

- Man må lokalt finde ud af, hvordan man kan hjælpe på de enkelte skoler. Men ellers er det en meget ubekvem situation for en lang række forældre, men heldigvis sker disse konfliktscenarier ikke så tit, siger Erik Nielsen og tilføjer:

- Denne her sag er så stor, at det må vi acceptere i den nuværende situation. Vi håber naturligvis ikke, at vi når hen til en egentlig konflikt.

Lockoutet vil omfatte 50.000 lærere og børnehaveklasseledere.

Erik Nielsen understreger, at konflikten ikke er trådt i kraft, og at parterne skal mødes i Forligsinstitutionen. Hvornår det bliver, er endnu uvist.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere