KL vil sende lærerne hjem

KL's bestyrelse har besluttet at varsle lockout for folkeskolelærerne fra 1. april, oplyser KL-formand Erik Nielsen

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Kommunernes Landsforenings (KL) bestyrelse har besluttet at varsle lockout for folkeskolelærerne fra 1. april, oplyser KL-formand Erik Nielsen.

Lockoutet vil omfatte 50.000 lærere og børnehaveklasselærere.

Erik Nielsen understreger, at konflikten ikke er trådt i kraft, og at parterne skal mødes i Forligsinstitutionen.

- Vi har endnu ikke opgivet at nå frem til en aftale. Vi skal nu mødes med lærerne i forligsinstitutionen, og vi håber stadig på, at der kommer en aftale.

- KL vil fortsætte arbejdet med at opnå de ønskede ændringer i arbejdstidsreglerne, siger KL-formand Erik Nielsen på et pressemøde.

Han kritiserer lærerne for at have kommunikeret gennem pressen.

- Det er rigtig beklageligt, at der er mange andre, der bliver påvirket, når der er konflikter på arbejdsmarkedet.

- Lærerne har mere travlt med at kommunikere gennem pressen end med at kommunikere med os ved forhandlingsbordet.

Kl er klar over, at lockouten får alvorlige konsekvenser, men den er nødvendig, understreger han.

- Vi er klar over, at vi lammer dele af arbejdsmarkedet, når lærerne lockoutes. Og det er på ingen måde et ønske-scenarie at sende medarbejdergrupper i konflikt.

- Vi er også klar over, at vores beslutning vil medføre praktiske udfordringer for både elever og forældre, der skal have hverdagen til at gå op. Men KL vurderer, at det er helt afgørende for folkeskolens udvikling, at vi får ændret arbejdstidsreglerne.

- Og når der står så stor en sag på spil, så kan det desværre være nødvendigt og helt legalt at benytte sig af de kampskridt, der er indbygget i aftalesystemet. Det er sådan, den danske model fungerer, siger Erik Nielsen.

Forhandlingerne om lærernes arbejdstidsregler mellem Danmarks Lærerforening og KL brød sammen natten til onsdag efter hårde forhandlinger. Der var ikke mere at komme efter, mente KL.

Lærernes arbejdstid har flere gange og i årevis været til forhandling, men denne gang er fronterne trukket helt skarpt op og konfliktvarslet sendt.

Stridens kerne mellem lærerne og kommunerne handler om, hvorvidt lærernes arbejdstid skal reguleres af en aftale i overenskomsten eller ej.

KL vil fjerne aftalen og i stedet give lærerne en fast norm på 37 timer om ugen som alle andre offentlige ansatte.

OK13-forhandlingerne om lærernes arbejdstid er sket i slipstrømmen af regeringens udspil til en undervisningsreform, der lægger op til, at lærerne skal undervise i flere timer end i dag.

Torsdag formiddag meddelte Finansministeriet, at statens undervisere, der tæller lærere på erhvervsrettede uddannelser og private skoler og efterskoler, bliver lockoutet fra 1. april.

LÆS OGSÅ: Derfor sendes lærerne hjem

Hvad mener du? Brug kommentar-feltet under artiklen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere