Budgetbisse bliver USA's nye finansminister

Senatet godkender Jack Lew som ny finansminister i USA. Han har været chef for budgetkontoret i to omgange.

Nu er det sikkert og vist: Jack Lew, tidligere stabschef for præsident Barack Obama, bliver USA's nye finansminister.

Med 71 ja-stemmer og 26 nej-stemmer sagde et flertal i Senatet på Capitol Hill onsdag god for Lew, som er Obamas foretrukne valg som ny mand på posten.

Lew får dermed en nøglerolle i Washington, hvor de to store partier i øjeblikket kæmper bittert mod hinanden over de tyngende amerikanske budget- og gældsproblemer.

Nogle republikanske kongresmedlemmer bryder sig ikke om den 57-årige jurist-uddannede demokrat fra New York, der tidligere har arbejdet som budgetchef i Det Hvide Hus for både Obama og ekspræsident Bill Clinton.

Det kan føre til nye problemer mellem regeringen og Kongressen i USA.

Obama lader dog ikke til at være bekymret. I en udtalelse kort efter afstemningen hyldede præsidenten sin nye finansminister:

- På dette kritiske tidspunkt for vores økonomi og vores land er der ikke nogen mere kvalificeret til denne position end Jack, lyder det.

Jack Lew - som ventes at blive taget i ed torsdag morgen - efterfølger Timothy Geithner, der har siddet fire år på posten.

Obama har udnævnt sin mangeårige udenrigspolitiske rådgiver Denis McDonough som ny stabschef i Det Hvide Hus efter Lew.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere