Nyt pensionshit: Køb deltid for egne penge

857.000 offentligt ansatte kan nu forlænge karrieren på deltid, hvis de gnaver af egen pension

(Foto: Finn Frandsen/Polfoto)
(Foto: Finn Frandsen/Polfoto)

Fuld fart på karrieren og så ellers en brat opbremsning, når du fylder 65 år, og kollegerne sender dig på pension med et skulderklap og en golfkølle.

Ellers tak! Hellere en gradvis nedtrapning, hvor der købes nedsat tid for egne pensionskroner, og til gengæld arbejdes et par år længere.

Læs også: 69-årig eventyrer: Hvem gider golf til døden?

Såkaldt 'delpension' er det næste store hit på pensionsmarkedet.

Det spår flere pensionskasser, som allerede nu mærker stigende efterspørgsel på et glidende exit fra arbejdslivet.

- Mange danskere har store pensionsopsparinger og et ønske om bedre balance mellem arbejde og fritid. Så vi forventer en stigning i antallet af private ordninger, der tillader folk en gradvis og fleksibel tilbagetrækning, siger Jan Hansen, der er underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension.

Indtil nu har kun en håndfuld brancher haft adgang til delpension. Men med det netop indgåede forlig om de offentlige overenskomster får 857.000 ansatte i regioner, kommuner og staten nu mulighed for at gnave af pensionen, mens der fortsat opspares pension for den tid, der arbejdes.

Læs også: Chefen: Nedsat tid før pensionen, glem det!

Muligheden for delpension vil få mange offentligt ansatte til at arbejde et år eller to længere, mener formand for HK/Kommunal, Bodil Otto.

- Det er et stort skridt i retning af en mere balanceret afslutning på arbejdslivet. Og man kan sagtens forestille sig, at det er det, der gør, at vi om 20 år kan fortsætte med at arbejde, til vi er 75 eller 80, siger hun.

Stigende levealder og større pensionsopsparinger har øget interessen for fleksible tilbagetrækningsordninger.

Samtidig stilles der fra Christiansborg krav om, at danskerne skal arbejde længere. I 2006 blev det besluttet at afvikle den offentlige delpension, som personer uden efterløn ellers har kunnet ansøge om hos kommunen.

Læs også: Tak for 28 år: Pias mand skred med pensionen

Med tilbagetrækningsreformen blev der i 2011 slået en streg over efterlønnen, mens pensionsalderen gradvist hæves, så den i 2022 bliver 67 år.

Ifølge Ældre Sagen bringer det egenfinansieret delpension i høj kurs.

- Pensionsalderen er på vej op, og efterlønnen og andre muligheder er på vej ud. Det efterlader mange uden mulighed for selv at tilrettelægge deres tilbagetrækning. Så har man en arbejdsmarkedspension af en vis størrelse, giver det god mening at overveje delpension, siger økonom Peter Halkjær.

Pensionsselskabet Sampension udbyder allerede delpension til flere mindre faggrupper, og afventer i øjeblikket et større rykind af ansatte på offentlige overenskomster.

- Arbejdsmarkedets parter og pensionsbranchen står overfor en stor udfordring i de kommende år med at skabe produkter, der muliggør en glidende tilbagetrækning. Her er delpension absolut det bedste bud indtil videre, siger stabschef Jakob Sand Kirk.

Læs også: Saml dine pensioner og tjen

De offentligt ansatte har haft arbejdsmarkedspension siden 1960'erne, mens det først blev obligatorisk på de overenskomstdækkede dele af det private arbejdsmarked i 1989.

Det betyder, at der blandt andet i industrien fortsat er mange, som ikke har nok pension til, at de kan tillade at sig at tage hul på pensionen før tid.

- Men efterhånden som industrien får opbygget større opsparinger, må vi også forvente større efterspørgsel herfra, siger Jan Hansen fra Forsikring og Pension.

Udover en velvoksen pension kræver delpension, at chefen siger ja til nedsat tid eller gradvis netrapning i tid.

Læs også: Optjent ferie koster Inge 100.000 i dagpenge

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere