Sådan kan du blive valgt til pave

Kravene til kvalifikationerne er store men i sidste ende står helligånden for udvælgelsen

Der følger en behagelig højloftet tjenestebil med skudsikkert glas med jobbet. Billedet er fra eet paveligt besøg på Cuba. (Foto: AP)
Der følger en behagelig højloftet tjenestebil med skudsikkert glas med jobbet. Billedet er fra eet paveligt besøg på Cuba. (Foto: AP)

Klokken 20 i aften bliver stillingen som leder af 1,3 mia. katolikken opslået ledig og kardinalerne i Vatikanet kan for alvor gå i gang med at finde en afløser for pave Benedict XVI. Det bliver en vanskelig proces, for der stilles store krav til kandidaterne til en stillingen, som man ikke kan søge.

Den nye pave skal:

* være en varm og følsom forkynder som f.eks. Johannes Paul II (1978-2005)

* være lige så skriftklog og teologisk uddannet som Benedict XVI (2005-2013)

* være en effektiv administrator, der også som statsoverhovede kan give Vatikanet en effektiv ledelse

* være i stand til at tale til de urolige menigheder i Vesteuropa, hvis livsstil hyppigt er ude af trit med kirkens dogmer

* være i stand til at bygge bro mellem det verdslige Vesteuropa og de mere nyreligiøse menigheder i Asien, Latinamerika eller Afrika.

* være en mand under 80 år

* have en fremragende stilling i kirken, men det er ingen betingelse, at den nye pave er kardinal.

117 skal vælge pave
Den ideelle pave findes ikke. Kravene er så store og forskelligartede, at det diskvalificerer de fleste, og når konklavet (valgforsamlingen) samles 9. eller 10. marts, er det uden klar favorit.

Læs også:

Se også: Her er favoritterne til pavestolen

Den gensidige mistænksomhed er stor blandt de 117 kardinaler under 80 år, der udgør valgforsamlingen. De vil have en stærk leder af kirken, men alligevel ikke en leder, der kan tromle dem ned. Siden Benedict meddelte, at han ville træde tilbage, er der enkelte kardinaler, der har lanceret sig selv som kandidater. Det betragtes som diskvalificerende.

Kardinal i valgkamp
Den afrikanske kardinal, Peter Turkson, blev tidligt handlet som en af favoritterne, men han har også i flere interviews søgt stillingen. Han betragtes ikke længere som favoritten. Den ukonventionelle italienske kardinal Gianfranco Ravasi har mange af de nødvendige egenskaber, men han anses også for at være for popularitetssøgende.

Katolikker over hele verden vil nøje studere, hvilke signaler, der udgår af pavevalget. Både Johannes Paul og Benedict var meget dogmatiske i udlægningen af troen, og Benedict har udnævnt næsten halvdelen af kardinalerne i konklavet. Såfremt den nye pave er lige så ubøjelig som de to forgængere, vil det skabe problemer for kirken i Europa.

Mere indflydelse til kvinder
I Østrig forlanger katolske præster en ophævelse af cølibatet, og kardinal Christoph Schönborn siger, at det er bedre, at homoseksuelle lever i et parforhold end i i promiskuitet. De tyske biskopper vil arbejde for at give kvinder mere indflydelse og har tilladt svangerskabsforebyggelse under visse omstændigheder.

Benedict XVI mistede en del af grebet om kirken, der under hans lemfældige administration blev plaget af skandaler. Det er baggrunden for, at det nu gærer kraftigt mange steder. Kritik er blevet tilladt. Kirken har mistet autoritet.

Kirken under pres
Den nye pave skal forsøge at holde sammen på et trossamfund, der er under pres udefra, og som bevæger sig i vidt forskellige retninger. Også derfor er valget vigtigt for kirken.

Det ventes, at kardinalerne skal gennem flere valgrunder, inden helligånden giver dem vejledning, så de med totredjedeles flertal kan udpege en ny pave. Derfor vil det være overraskende, hvis valget falder på en markant figur. Det er mere sandsynligt, at midtsøgende kandidat uden skarpe kanter bliver den salvede.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere