10.000 fjernvarmekunder er uden varme

En eksploderet pumpe på varmeværket har givet 10.000 borgere i Ishøj en særdeles kold søndag

Indbyggerne i Ishøj havde søndag en rigtig god grund til at blive under dynen.

En overophedet pumpe på det lokale varmeværk havde nemlig sat hele fjernvarmesystemet ud af kraft allerede om formiddagen. Det betød, at der hverken var varmt vand i hanerne eller i radiatorerne.

' Det tekniske uheld skete ved 11-tiden søndag, og det skyldtes en pumpe, der eksploderede på grund af overtryk og overophedning. Pumper der fordeler varmen og rørsystemerne på værket blev beskadiget ved uheldet. Da varmeværket er automatiseret, var der heldigvis ikke personale på stedet, da eksplosionen skete, så ingen kom noget til. Personalet var dog på værket meget hurtigt efter, at de blev alarmeret via overvågningssystemet om, at noget var galt,' skriver kommunen på sin hjemmeside.

Pumpen er nu repareret, og kommunen forventer, at varmen vender tilbage fra midnat - dog for nedsat kraft.

' Forsyningen vil være reduceret med cirka 30 procent i forhold til den varme, der blev leveret inden nedbruddet. Det er ikke muligt at sige noget præcist om, hvordan den enkelte fjernvarme-forbruger vil opleve den reducerede varme. Nogle forbrugere kan have mere eller mindre varme end andre og hos nogle vil varmen komme tidligere end hos andre,' skriver kommunen.

Der er 10.000 fjernvarmekunder i Ishøj.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere