Så mange millioner koster det at overvåge Assange

Politiet i London bruger millioner på at sikre, at stifteren af WikiLeaks ikke smutter ud af sit skjulested

Døgnet rundt er betjente fra politiet i London på plads foran Ecuadors ambassade i London for at kunne pågribe Julian Assange, hvis han forlader bygningen.

Overvågningen har indtil nu kostet politiet 2,9 millioner pund. Det svarer til 25 millioner kroner.

Assange, stifteren af WikiLeaks, har opholdt sig på ambassaden siden 19. juni. Og så længe han bliver indendørs, har politiet ingen mulighed for at pågribe ham.

Julian Assange skulle sidste år have været udleveret fra Storbritannien til Sverige, hvor politiet ønsker at afhøre ham i to sager om seksuelle overgreb.

Assange var løsladt mod kaution og afventede at blive sendt til Sverige, da han søgte tilflugt på ambassaden i London sidste sommer.

Han afviser to svenske kvinders voldtægtsanklager og frygter, at Sverige vil udlevere ham til retsforfølgelse i USA.

Ecuador har tildelt Assange politisk asyl, men det hjælper ham ikke meget. Så snart han træder ud på fortovet foran ambassaden i London, vil han blive anholdt.

Ifølge Scotland Yard er der indtil udgangen af januar brugt 2,3 millioner pund i løn til de betjente, der er sat på overvågningstjansen. De øvrige 600.000 pund er overtidsbetaling.

Ambassaden ligger i en lejlighed i en palæejendom i det fashionable Knightsbridge i nærheden af stormagasinet Harrods.

Assange, en 41-årig australier og tidligere computerhacker, stiftede hjemmesiden WikiLeaks for at offentliggøre fortrolige dokumenter.

Den amerikanske regering blev rasende, da WikiLeaks lækkede næsten 400.000 hemmelige Irak-dokumenter samt tusindvis andre vedrørende krigen i Afghanistan i det største sikkerhedsbrist i USA's historie.

Assange frygter at blive idømt en lang fængselsstraf eller det, der er værre, hvis han bliver udleveret til USA. Den svenske regering har flere gange forsikret Assange om, at den ikke påtænker at sætte ham på et fly til USA.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere