Facebook udsat for aggressivt hacker-angreb

Brugerdata var ikke i fare, da hackere satte en fælde op for det sociale medie og andre teknologi virksomheder

Facebook har været mål for en række angreb fra uidentificerede hackere, lyder det fra virksomheden.

Folkene bag det verdensomspændende sociale medie har dog ikke fundet tegn på at brugerdata har været i fare, skriver virksomheden i en meddelelse om angrebet.

- Sidste måned fandt Facebooks sikkerhedsafdeling ud af, at vores systemer havde været målet for et sofistikeret angreb, lyder det i et blogindlæg.

- Angrebet fandt sted, da en håndfuld medarbejdere besøgte et webside for en mobiludvikler, som var blevet kompromitteret, lyder det videre.

Samtlige inficerede maskiner er nu blevet renset, og myndighederne er blevet kontaktet. Samtidig er en undersøgelse blevet sat i gang internt, der skal klarlægge sikkerhedsbristet. Pilen peger på en fejl i Java-programmet fra it-firmaet Oracle, skriver AFP.

Ifølge Facebook er også andre teknologi-firmaer blevet ofre for hackernes fælde.

- Facebook var ikke alene i dette angreb. Det står klart, at også andre er blevet angrebet og infiltreret for nylig, skriver virksomheden, der har base i San Francisco.

Mikroblog-netværket Twitter sagde tidligere på måneden, at det var blevet angrebet, og at omkring 250.000 brugerkonti kunne være blevet ramt.

For nylig har også aviser inklusiv The New York Times, The Washington Post og The Wall Street Journal meldt om hacker-angreb. Her blev hackere i Kina beskyldt for at stå bag.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere