Psykisk syge børn behandles hurtigere

I løbet af det seneste års tid er lykkedes at halvere ventelisten for psykisk sårbare børn og unge

Selv om psykisk syge for fire år siden fik løfte om at komme til undersøgelse og i behandling inden for to måneder, er køen stadig lang.

Når det gælder voksne, er antallet af ventende patienter nærmest uændret, mens det i løbet af det seneste års tid er lykkedes at halvere ventelisten for psykisk sårbare børn og unge, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

1000 voksne og 450 børn og unge venter ifølge den seneste opgørelse fra Danske Regioner længere end garantien på to måneder, men ifølge regionernes formand, Bent Hansen (S), er der lys forude.

- Selv om vi ikke er i mål, har vi gjort et stort indhug på ventelisten for børn og unge, siger han og fortsætter:

- Det er helt bevidst, at vi fokuserer på dem, for hvis vi med en tidlig indsats kan forhindre en livslang karriere som psykiatrisk patient, er der store gevinster både for den enkelte, familien og samfundet.

En af forklaringerne på, at det er lykkedes at få flere børn og unge gennem systemet, er en langt mere systematisk tilrettelæggelse af undersøgelse og behandling - et såkaldt pakkeforløb.

Nogle hospitaler er gået i gang, og i resten af landet indføres pakkerne i løbet af 2013.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere