Spanien sløjfer byrådsmedlemmers løn

I et drastisk forsøg på at spare på det offentlige budget, vil den spanske regering sløjfe byrådsmedlemmers løn

Fire ud af fem spanske byrådsmedlemmer står til at miste deres løn.

I et forsøg på at få den skrantende spanske økonomi tilbage på rette spor, har Spaniens regering fredag fremlagt en spareplan, der fjerner lønnen for 82 procent af landets over 68.000 byrådsmedlemmer og lokalpolitikere, skriver nyhedsbureauet dpa.

Omlægningen betyder, at byrådsmedlemmer i kommuner med færre end 1000 indbyggere helt mister retten til statslig aflønning for deres politiske arbejde.

I kommuner med flere end 1000 indbyggere står byrådsmedlemmerne til at gå en hel del ned i løn.

Samtidig bliver der sat et lønloft for borgmestre i byer med flere end 500.000 indbyggere - de må frem over ikke tjene over 750.000 kroner om året.

Spaniens budgetminister, Cristobal Montoro, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at manøvren vil spare den spanske statskasse over 53 milliarder kroner i perioden mellem 2013 og 2015.

- Det er ikke et spørgsmål om at reducere kommunernes funktioner, men snarere at omlægge dem, siger Cristobal Montoro.

Ud over den drastiske nedgang i byrådsmedlemmernes lønninger, bliver en række sociale opgaver fjernet fra de mindre kommuner og lagt sammen under større regionale myndigheder.

Spareplanen mangler stadig at blive godkendt i det spanske parlament, men her har premierminister Mariano Rajoys parti flertal.

Regeringen har sat sig som mål at spare knap 1120 milliarder danske kroner på statsbudgettet i perioden fra 2012 til 2014.

Recessionen, der fulgte efter kollapset af den spanske byggebranche i 2008, har sendt arbejdsløsheden op på svimlende 26 procent.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere