Skandalen om hestekød når også Tyskland

Netop som flere fødevareministre mødes i EU til krisesnak, dukker hestekød op i både Danmark og Tyskland

Den bizarre sag om hestekød, der i en række europæiske lande er solgt forklædt som oksekød, breder sig nu også til Tyskland.

Det sker, netop som en række fødevareministre mødes onsdag aften med EU's forbrugerkommissær i Bruxelles for at diskutere problemet.

Ind til videre lyder meldingen fra Tyskland, at man netop nu er ved at undersøge det første mistænkelige tilfælde efter et tip fra et EU-alarmsystem.

Lasagne-retter indeholdende hestekød menes at være leveret til en forhandler i delstaten Nordrhein-Westfalen, siger en talsmand fra landets fødevareministerium. Den første test var negativ, men yderligere forsendelser er nu ved at blive undersøgt.

- Der er en mistanke om, at fejldeklarerede produkter også har nået Tyskland, lyder det fra talsmanden.

På baggrund af mistanken har Tyskland valgt at sende en repræsentant til onsdagens hastemøde i Bruxelles.

Her deltager desuden ministre fra Irland, Frankrig, Rumænien, Storbritannien, Luxembourg og Polen. EU's forbrugerkommissær, Tonio Borg, vil være vært.

Det frygtes, at der ligger organiseret kriminalitet bag skandalen, som begyndte i januar.

Siden har den bredt sig til flere lande i Europa. Der er fundet hestekød i oksekødsvarer i Irland, Storbritannien, Frankrig og Sverige - og angiveligt også Danmark og Tyskland.

I Frankrig har anklagemyndigheden indledt en foreløbig retlig undersøgelse for at finde ud af, om der er begået svindel i den stadigt voksende skandale.

Sagen begyndte den 16. januar, da den irske fødevarestyrelse meddelte, at der var fundet dna fra heste i hamburgere, som blev solgt i en række fødevarekæder.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere